Danmark skal have ny arktisk ambassadør
Der flyttes rundt på ambassadørposterne i Udenrigsministeriet. Det betyder blandt andet, at Danmarks nuværende arktiske ambassadør ryger til Mellemøsten. Hans afløser hentes hjem fra Afrika.
Som led i en større ambassadørrokade bliver Danmarks nuværende arktiske ambassadør Thomas Winkler sendt fra kulden til varmen. Fra de arktiske egne til Tel Aviv i Israel, hvor han fra efteråret i år skal være Danmarks ambassadør til Israel.
Thomas Winklers efterfølger som arktisk ambassadør bliver Tobias Elling Rehfeld, der i dag er ambassadør i Pretoria i Sydafrika. Så for ham går turen fra varmen til kulden.
Samtidig kommer der en ny på posten som direktør for Europapolitik og Arktis. Her afløses Carsten Grønbech-Jensen af Jonas Bering Liisberg, som tidligere har været EU-ambassadør, direktør for udenrigspolitik og direktør hos Ombudsmanden.