Underdirektør i Ældre Sagen: Sådan skaber vi et godt samarbejde med kommunen

Af Benjamin Alexander Helbo
Journalist

Der er én specifik ting, der er essentiel, når man som organisation i civilsamfundet skal etablere et godt samarbejde med kommunen, mener underdirektør i Ældre Sagen Lars Linderholm. 

Nærhed.

Et frugtbart samarbejde er meget svært at opnå på afstand med pjecer, brochurer og en overordnet samarbejdsaftale, fortæller Lars Linderholm. I stedet anbefaler han, at man gør sig umage med at etablere et meget nært samarbejde mellem de frivillige og kommunens frontpersonale.

“Det er et meget nært samarbejde, vi har med kommunerne, i rigtig mange tilfælde helt ned på personaleniveau. Vigtigheden af det helt nære samarbejde er en af de mest essentielle pointer, også for andre foreninger, der gerne vil indgå et samarbejde med kommunen. Det er utroligt vigtigt, uanset størrelsen på din organisationen.”

Man skal være forberedt på, at det kræver både ressourcer og tid at etablere et nært samarbejde med kommunens frontpersonale, men det er en pris, der er værd at betale, mener Lars Linderholm.

“Man bliver simpelthen nødt til at investere tid på at opbygge og vedligeholde et samarbejde med de relevante medarbejdere, som møder dine brugere. Det er ikke nok, at lave en overordnet samarbejdsaftale med kommunen, for min erfaring er, at aftalen ikke siver langt nok ned i organisationerne.”

“Derfor er mit råd, at når du står som leder af en tjeneste eller et projekt, så bliver du nødt til at tage ud og snakke med det personale, som kommer i kontakt med de mennesker, der skal bruge dit tilbud.”

Drop brochuren og send aktivitetslederen afsted
Samarbejdet mellem kommunen og civilsamfundsorganisationen kan indledes på flere måder, og der er ikke nødvendigvis én gylden vej, mener Lars Linderholm, som er ansvarlig for Ældre Sagens frivillige indsatser i hele landet.

Hos Ældre Sagen mødes den specifikke lokalafdeling indledningsvist med kommunen til en snak om, hvilke problemer de ældre i kommunen har, og så diskuterer de to parter i fællesskab, hvad der kan gøres for at hjælpe de ældre, forklarer Lars Linderholm.

Når mødet er overstået, begynder det egentlige samarbejde. Kommunens personale henviser sine ældre borgere til Ældre Sagens tilbud, og netop derfor er det så vigtigt, at man rækker personligt ud til det relevante personale, forklarer underdirektøren.

“Når plejehjemspersonalet skal anbefale sine beboere at tage imod et tilbud, så skal de jo kunne stå inde for, hvad det er for nogle mennesker, der kommer ud. Er de godt nok uddannet, kan de finde ud af at gebærde sig ordentligt? Og den sikkerhed og tillid kan man kun etablere, hvis man tager ud og taler med personalet.” 

Kræver den tilgang ikke mange ressourcer?
“Jo, det kræver mange ressourcer, og det er ikke noget, du gør én gang. Det er noget, du skal gøre hele tiden. Det er ressourcekrævende, men nødvendigt, for det er bare ikke nok at lave en brochure. Du risikerer at blive glemt.”

“Man skal gøre det kontinuerligt, for folk skifter jo arbejde. Der kommer hele tiden nyt personale til – og vi skifter også de frivillige ud – så personalet skal kende de nye frivillige og omvendt,” forklarer Lars Linderholm og eksemplificerer:

“Når kommunens medarbejdere møder nogen, der har været i et rehabiliteringsforløb, så ved de allerede, at de trygt kan henvise dem til den lokale afdeling af Ældre Sagen, hvor de kan gå til motion.”

To tommelfingerregler til det gode samarbejde
Når en civilsamfundsorganisation går ind i et samarbejde med kommunen, er det vigtigt, at man har sit eget formål for øje, forklarer Lars Linderholm. 

Derfor råder han til, at man foretager en grundig forventningsafstemning med kommunen, inden samarbejdet begynder, så man undgår usikkerhed om, hvilke opgaver organisationen kan – og vil – løfte.

“Hos Ældre Sagen er vi sat i verden for at hjælpe de ældre, ikke for at hjælpe kommunen. Det gør vi bedst i samarbejde med kommunen, men nogle gange kommer vores frivillige i en situation, hvor de siger nej til at løfte en opgave – det kan være en aktivitet, som kommunen tidligere har taget sig af, men nu har stoppet, og så er der bare ikke noget tilbud til de ældre. Det kan være rigtig svært, men vi er nødt til at overveje, hvorvidt det er en opgave, som vi skal løse.”

“Derfor skal man nøje overveje, hvor ens grænse går. Det taler vi meget om i Ældre Sagen. Vi har intet ønske om at overtage kommunale opgaver, som egentlig kræver ansatte. Selvom vores frivillige er dygtige, så er der jo nogle opgaver, som de ikke er uddannet til at løse.”

Det kan være svært at vide, præcis hvor grænsen går, erkender Lars Linderholm. Derfor vil det næsten altid være nødvendigt at se på den enkelte, konkrete sag. 

Der er dog to tommelfingerregler, som Linderholm har brugt i sit arbejde hos Ældre Sagen, og dem vil han gerne give videre.

“Den ene tommelfingerregel er, at vi ikke løfter opgaver, som kræver uddannet personale. Det kan eksempelvis være sundhedsfagligt arbejde. Det ligger helt fast.”

“Den anden tommelfingerregel er, at vi passer meget på, at vi ikke overtager opgaver på et område, hvor der lige har været en stor nedskæring. Vi vil selvfølgelig ikke være med til at udfylde nedskærings-huller med frivillig arbejdskraft.”

Behov for mere kommunalt samarbejde i fremtiden
Lars Linderholm er ikke nervøs for, at frivilligt arbejde i fremtiden vil komme til at overtage en masse lønnede stillinger hos kommunerne.

Underdirektøren har fornemmet en anelse bekymring omkring emnet, blandt andet hos enkelte fagforeninger, men det er der ikke grund til, mener han.

Kommunerne har ikke en interesse i det, og det mener Lars Linderholm heller ikke, at civilsamfundet har. Det betyder imidlertid ikke, at civilsamfundet og kommunerne skal samarbejde mindre. Tværtimod. Samarbejdet skal øges i fremtiden, mener han, og det kommer også til at ske i Ældre Sagen.

“Fremtiden byder på mere samarbejde med kommunerne. Ingen tvivl om det,” siger Lars Linderholm.

Det øgede samarbejde mellem kommunerne og civilsamfundet er en nødvendighed, hvis man for alvor vil afhjælpe sociale problemer, mener han og fremhæver ensomhed som et eksempel.

“Du kommer ikke til at udrydde ensomhed alene ved at have et tilbud om en besøgsven. De ensomme har brug for en mere forskelligartet hjælp. Hvis man virkelig skal gøre en indsats og hjælpe, så bliver man nødt til at arbejde sammen på tværs af sektorerne.” 

Derfor er Ældre Sagen gået ind i et flerårigt forskningsprojekt med Silkeborg Kommune, hvor man i samarbejde med flere andre partnere fra civilsamfundet forsøger at etablere en mere integreret og helhedsorienteret indsats mod ensomhed.

“Det er et flerårigt projekt, hvor vores lokalafdelinger bidrager med deres aktivitetstilbud, og så bidrager kommunens frontpersonale blandt meget andet med at opspore de relevante ældre og henvise dem til vores tilbud.” 

Forskningsprojektet er ambitiøst og har til formål at tilvejebringe viden om, hvad der virker fællesskabsdannende og modvirker ensomhed, fortæller Lars Linderholm.

Den indsamlede viden skal løbende implementeres, ikke kun i Silkeborg Kommune, men forhåbentlig også i andre kommuner og lokalområder, fortæller underdirektøren og fortsætter:

“Projektet i Silkeborg har et bredt fokus, og det er godt, for det er nødvendigt med en helhedsorienteret indsats. Udover opsporingen af relevante ældre hjælper kommunen helt generelt med systematisk at understøtte de frivillige foreninger. Det indebærer en økonomisk støtte, men også hjælp til rekruttering af frivillige og mobilisering af lokalsamfundet,” fortæller Lars Linderholm, før han runder af med sit håb for det fremtidige samarbejde mellem kommunerne og civilsamfundet.

”I stedet for bare at se på de enkelte programmer så skal vi undersøge den generelle trivsel på et helhedsplan. Det integrerede samarbejde på tværs af sektorerne skal vi have mere af. Vi har brug for færre lappeløsninger fra den enkelte organisation og et mere helhedsorienteret blik på problemerne.“