Frugtbart samarbejde mellem kommuner og civilsamfund kræver fælles uddannelse  

De seneste årtier har flere og flere civile organisationer samarbejdet med kommunen om at hjælpe udsatte borgere. 

"Samskabelse" har været det helt store mål, hvad angår samarbejdet mellem civilsamfund og kommune, men på trods af den store politiske velvilje og det frivillige engagement kan der stadig være knaster i samarbejdet.

"Der er helt generelle ting, som både de frivillige og fagprofesionelle er i tvivl om når det kommer til at samarbejde med hinanden,” forklarer Helle Hygum Espersen, der er chefanalytiker i Vive.

I et nyt forskningsprojekt har hun undersøgt, hvorvidt man kan styrke samarbejdet mellem kommuner og civilsamfund gennem uddannelse.

“Blandt begge parter er der nogle, der oplever, at de udfordringer, de har i deres praktiske arbejde, ikke bliver imødekommet på kompetence-uddannelserne, der ofte fokuserer på mere formelle kompetencer."

Forskellige verdener mødes
Først og fremmest oplever parterne, at de mangler viden om hinanden. Og at det ikke er en viden, man kan få på skolebænken.

Det fremgår af undersøgelsen, som er en kombination af en spørgeskemaundersøgelse og en række dybdegående interviews med parter i begge verdener.

“Både de kommunalt ansatte og de frivillige siger, at de mangler viden om hinandens virkeligheder,” forklarer Helle Hygum Espersen.

“De fagprofessionelle giver udtryk for, at de mangler viden om og forståelse for, hvordan de skal invitere de frivillige organisationer ind, hvilke logikker der gør sig gældende, hvor deres verdener er anderledes fra hinanden, hvordan de kan skabe rammer for de frivillige, og hvordan de skal samarbejde med den frivillige verden.”

For de frivillige handler det om at kunne komme igennem med sine egne værdier - og ikke blot ende som et af kommunens redskaber.

“De frivillige er meget optagede af, hvordan de overhovedet skal finde vej ind i kommunen, og hvordan de skaber kontakt med den rette person. Det bruger de meget tid på og erfarer, at det er meget personafhængigt,” siger chefanalytikeren.

“De giver udtryk for, at de mangler kompetencer til at få deres værdier og fortaler-rolle med ind i kommunerne, så det ikke bliver ren opgaveløsning.”

Ser “borgerens perspektiv”
Parternes selvopfattelse er dog iøjnefaldende. De synes nemlig begge at spille den samme rolle over for borgeren.

“Undersøgelsen viser, at begge parter ser sig som dem, der er garanter for borgernes perspektiv. Det siger jo alt om, at de ikke kender hinanden godt nok og med fordel kan lære hinanden bedre at kende,” siger Helle Hygum Espersen.

“De kommunale taler meget om at skulle arbejde helhedsorienteret og være dem, der kan videreformidle den faglige viden til de frivillige. For eksempel vil pædagogen, der kender borgeren med handicap, opleve, at hun skal formidle den vigtige viden videre til de frivillige organisationer.”

Omvendt siger de frivillige organisationer, at de skal have den samme rolle over for kommunen. 

“I de frivilliges øjne er det dem, som ser borgerne som hele mennesker og hjælper dem til at indgå i fællesskaber, mens de mener, at kommunerne er mere bureaukratiske, stiller restriktive krav og forventer, at borgerne skal leve op til bestemte mål og handleplaner. De frivillige mener selv, de i højere grad i stand til at se mennesket som mennesket selv og være fortaler for dem.”

Forankring i egen faglighed
Det er essentielt for parterne at være klar over og stærk i sin egen rolle, forklarer Helle Hygum Espersen

“For de fagprofessionelle er det vigtigt at have en stærk forankring i sin egen faglighed. For først da kan man tilsidesætte sin egen faglighed i samarbejdet og arbejde med perspektivskiftet. Man skal kunne erkende sine egne begrænsninger for at kunne give plads til andre.”

“Selvom det også gælder, når man arbejder på tværs mellem en sygeplejerske, en pædagog og en lærer, er det især ved samarbejde med frivillige, fordi de kommer med en anden læringsbaseret viden. De frivilliges viden inden for feltet er i højere grad baseret på aktiviteter, erfaringer og værdier end på en traditionel faglighed.”

Selverkendelsen er dog også vigtig i den anden lejr, men af andre årsager.

“For de frivillige organisationer er det meget vigtigt, at de er selvbevidste omkring deres eget værd uden at devaluere det, de kommer fra. Eksempelvis er det en kompetence i sig selv at kunne sige fra, hvis man oplever, at kommunen dominerer i samarbejdet.”

Hvilke problemer opstår der, når de ikke står stærkt i deres egen faglighed?

“De kan blive usikre på, hvad deres egen rolle er og derfor usikre på at gå ind i gråzonerne af samarbejdet – i de områder, hvor både frivillige og fagprofessionelle kan noget. Man bliver mere usikker på sig selv og sin egen rolle, hvis man ikke har et stærkt fagligt fundament og en stærk forståelse for, hvad man selv kommer med, og hvad der er ens eget bidrag.”

Hvordan dokumenterer man værdi?

En anden udfordring handler om, hvordan man anskuer – og beviser – at man skaber værdi.

“Når kommunerne arbejder med civilsamfundet, skal den fagprofessionelle medarbejder kunne oversætte og dokumentere værdien opad i det kommunale system. En almindelig pædagog skal kunne tale det sprog, som findes højere oppe i kommunen for at kunne dokumentere den værdi, hun skaber via samarbejdet med civilsamfundet, men det er der ofte hverken tid eller kompetencer til,” siger Helle Hygum Espersen.

De frivillige organisationer oplever ligeledes, at det er vanskeligt at dokumentere deres værdi for det offentlige og dermed eksistensberettige sig selv. 

Frivilligcentrene oplever på den ene side at være attraktive samarbejdspartnere, fordi de har en anden nærhed til borgerne. På den anden side vil kommunerne have påvist effekterne af deres arbejde, på samme måde som man gør ved kommunale projekter, og det er svært for de frivillige. 

“Nogle af de frivillige organisationer mangler redskaber til at dokumentere deres værdi for kommunerne, for det kræver professionelle kompetencer, som mange af de små projekter ikke har adgang til,” siger Helle Hygum Espersen.

“Igen handler det om forskellige virkeligheder og forskelligt syn på, hvordan man skaber værdi.”

På skolebænken sammen
Så hvordan løser man disse udfordringer, når hverken fagpersonerne eller de frivillige efterspørger traditionel uddannelse og kompetenceudvikling?

“Begge parter efterspørger uddannelse, hvor de kan få lov at være sammen. De siger tydeligt, at de gerne vil på kompetenceudvikling, hvis de kan gå sammen, så de samtidig lærer hinanden at kende. For det giver hverken mening for de frivillige eller fagprofessionelle at sidde hver for sig og lære om hinanden,” siger Helle Hygum Espersen.

“De efterspørger også, at de formelle kompetencer, som de typisk får på kurserne, suppleres med reelle kompetencer, hvor de kan prøve deres læring af i praksis og reflektere.”

En af de kommunale medarbejdere, der deltog i undersøgelsen, havde været på kursus i samskabelse. Men da han bagefter kom tilbage til sit arbejde og tog kontakt til frivillige organisationer, vendte ingen af dem tilbage. Og så vidste han ikke, hvad han skulle gøre.

Til gengæld forklarede en garvet frivillig gennem mange år, at han kender alle i kommunen, og de kender ham. Derfor ved han, hvilken vej han skal gå for at få adgang til lokaler, for at få indflydelse og komme ind til de uformelle høringer. Men det vil nye frivillige ikke kunne.

“Man mangler en vej ind i hinandens virkelighed og viden om, hvordan man starter et samarbejde op.”

Den personlige relation
“De frivillige organisationer er interesseret i at skabe gode relationer,” forklarer Helle Hygum Espersen.

“Men de kommunale medarbejdere har meget mere begrænsede rammer. De er klar over, at de skal pleje relationer til de frivillige organisationer, men har svært ved at finde tiden til det. Det ligger ikke i deres opgaveportefølje."

Tidligere undersøgelser viser, at der mangler en infrastruktur for civilsamfundet og kommunerne. Et netværk, hvor man kan pleje relationen, så parterne kan række ud, når de skal bruge hinanden. 

Selv om der findes en række netværk såsom frivilligcentrene, er det sjældent frontmedarbejderne, der får gavn af det, påpeger Helle Hygum Espersen.

Derfor er beskeden fra chefanalytikeren klar:

“Man skal prioritere tiden til at række ud og blive klogere på hinanden. Det skal ikke være noget, man kun gør, når man står og skal bruge hinanden. Man skal investere i relationen løbende.”