Forskningsprojekt: Egoistiske motiver er en legitim drivkraft i frivilligt arbejde

Af Benjamin Alexander Helbo

Mennesker har brug for anerkendelse. Det gælder i alle aspekter af livet, hvad end det er blandt kollegerne på arbejdspladsen, vennerne i fodboldklubben eller hos partneren derhjemme.

Derfor burde det heller ikke komme som en overraskelse, at frivillige i sociale organisationer har brug for anerkendelse for deres arbejde. Sådan har den gængse opfattelse af frivillige ikke altid været, men den klassiske idé om, at frivillige udelukkende er motiveret af uselviske og altruistiske motiver er ikke gangbar.

Det fortæller Nathalie Perregaard. Hun er analysekonsulent hos Center for Frivilligt Socialt Arbejde og står bag et forskningsprojekt, som er blevet behandlet i centerets seneste videnstema. Heri er beskeden klar:

“Vi vil gerne tænke om frivilligheden, at den udelukkende handler om godhjertede personer, der ikke tænker på sig selv. Men vi er begyndt at forstå bedre og bedre, at frivillige også selv får opfyldt en masse behov i deres frivillige arbejde,” siger Nathalie Perregaard.

Frivillige kan være motiveret af både altruistiske og egoistiske motiver, og det er ingen dårlig ting. Frivillige er netop frivillige, fordi det føles meningsfuldt for dem, og det skal de sociale organisationer holde særligt øje med. Ellers risikerer de, at de frivillige falder fra, fortæller Nathalie Perregaard.

“Når frivillige giver tid og sympati, så har de også brug for at få noget igen. Det kan være glæde, taknemmelighed eller lettelse. Det er helt naturligt. Det skal organisationerne være opmærksomme på, for så kan de skabe nogle bedre og holdbare relationer.”

Frivillige kan også have egoistiske motiver - og det er godt
At frivillige også motiveres af et behov for anerkendelse er en øm tå i civilsamfundet, fremhæver Nathalie Perregaard. Men sådan bør det ikke være.

“Det her tabu med, at det skulle være forkert eller et problem, det er på ingen måde tilfældet. Der er ikke nødvendigvis en modsætning mellem at gøre noget for andre, og at gøre noget for en selv.”

Hvad kan sociale organisationer i civilsamfundet bruge den viden til?

“Jeg tror, at hvis organisationerne anerkender, at begge parter får noget ud af relationen, så er de bedre rustet til at skabe nogle holdbare relationer mellem de frivillige og brugerne,” forklarer analysekonsulenten hos CFSA.

Netop den mere egennyttige del af motivationen er med til at skabe et behov for anerkendelse for det stykke arbejde, den frivillige yder, pointerer Nathalie Perregaard.  

Hvis den frivilliges motiver bliver overset, så risikerer man, at han eller hun mister motivationen. Det kan i værste fald betyde, at den frivillige falder fra. Derfor skal man som organisation være særligt opmærksom på, om den frivillige føler sig anerkendt.

Fokus på fællesskab, forventninger og forpligtelser
Det er imidlertid ikke altid, at brugerne af frivillige sociale tilbud har mulighed for at udtrykke deres taknemmelighed. Det skal organisationerne forberede deres frivillige på, for ellers risikerer relationen mellem den frivillige og brugerne at gå i hårdknude, fortæller Nathalie Perregaard.

“En del brugere af frivillige tilbud kan være meget sårbare, og her kan der opstå det problem, at de frivillige mangler respons fra brugerne. Det kan opstå, fordi de sårbare brugere ikke har de samme sociale kompetencer, som den frivillige ellers er vant til,” siger hun og fortsætter:

“Der er nogle relationer, hvor den frivillige måske forventer for meget af samværet, til at det kan blive en harmonisk relation, og så er relationen i værste fald nødt til at stoppe.”

Hvad kan man gøre, hvis man som organisation oplever, at ens frivillige mangler anerkendelse fra brugerne?

“Hvis man oplever, at ens frivillige mangler anerkendelse, så kan man som organisation selv forsøge at formidle anerkendelse og taknemmelighed til den frivillige”, fortæller Nathalie Perregaard.

Det kan ske på flere måder, og det må gerne være helt lavpraktisk. Eksempelvis kan organisationen rose den frivillige og fortælle, at der bliver sat pris på indsatsen og minde hende om, at hun gør en forskel.

Nathalie Perregaard foreslår, at man som organisation tackler problematikken, allerede inden den opstår. Det kan man gøre ved at forventningsafstemme med den frivillige og brugeren.

“Man bør gøre det tydeligt for både frivillige og brugere, at relationen er et fællesskab med gensidige forventninger og forpligtelser. Det kan man gøre ved at forventningsafstemme,” siger hun og tilføjer:

”Mere grundlæggende er det en god idé, hvis organisationerne gentænker deres syn på relationen mellem den frivillige og brugerne.”

Et ligeværdigt venskab
Hos CFSA oplever man, at flere og flere organisationer i civilsamfundet begynder at håndtere den sociale relation mellem brugere og frivillige anderledes.

Nogle begynder at bruge termer som venskaber til at beskrive relationen mellem de frivillige og brugerne, mens andre lægger vægt på ikke at gøre noget for andre, men sammen med andre. Det er en god idé, mener Nathalie Perregaard.

“Termer som 'venskaber' om relationen mellem de frivillige og brugerne indikerer, at der er en lighed i relationen,” siger hun og fortsætter:

“I den klassiske forståelse af frivilligt arbejde er der en altruist, der gør noget, for nogle meget sårbare brugere. Det indikerer, at der er nogle, relationen er sund for, og så er der nogle, der gør noget godt. Jeg tror på mange måder, at der er et behov for at udviske hierarkiet mellem dem, der gør den gode gerning og dem, der modtager den gode gerning.”