Valgets joker: Udlændingepolitikken

ANALYSE: Rød blok står bedre rustet til at tackle udlændingepolitikken denne gang, men de borgerlige kan stadig håbe at udnytte uenighederne på Thornings hold.

Det kostede Nyrup magten i 2001, knuste Lykketoft i 2005 og svækkede Thorning i 2007.

Integration og udlændingepolitik har været den store svøbe for venstrefløjen ved de sidste tre valg, men spørgsmålet er, hvor stærk en trumf emnet bliver for de borgerlige denne gang.

Det store stridspunkt har været reglerne vedrørende familiesammenføringer til Danmark. Her indførte VK-regeringen i 2002 en række stramninger, der skulle bremse den såkaldte kædeindvandring, hvor sammenføringer fortsætter i generation efter generation. De skærpede krav har nedbragt den trafik, selvom der igen har været en stigning i antallet siden 2005.

Stabilt flertal for stramninger
Mange var imod regeringens pointsystem for familiesammenføringer, men meningsmålinger viser, at der fortsat er stor opbakning til 24-års regel og tilknytningskrav, der er hjørnestene i den stramme udlændingepolitik. 

Ved valget i 2007 lykkedes det VKO at sætte spørgsmålstegn ved en S-ledet regerings evne til at begrænse kædeindvandringen, fordi resten af oppositionen var lodret imod stramningerne. Men siden da har SF ændret kurs. Det gør situationen lettere for Helle Thorning-Schmidt, men VKO vil fortsat slå på, at Thorning bliver nødt til at løsne op af hensyn til de Radikale.

Før sommer vedtog Folketinget VKO's forslag om at stramme udvisningsreglerne for kriminelle udlændinge. Det fik støtte fra S-SF, om end det førte til intern uenighed i SF. De største forskelle på VK og S-SF går nu på optjeningsregler for sociale ydelser, hvor S-SF i en række tilfælde er imod.

DF står fast
I dagene efter Anders Breiviks massakre på Utøya var der overvejelser om, at den højreekstreme terror måske kunne forhindre Dansk Folkeparti i at diskutere udlændingetemaet offensivt i den danske valgkamp. Men det er der ikke meget, der tyder på, og DF har hverken tænkt sig at ændre retorik eller strategi som følge af terroren i Norge.

Selvom økonomi topper dagsordenen denne gang, vil udlændingepolitik stadig have en vigtig betydning. For det er her, der for alvor kan flyttes vælgere mellem blokkene. S og SF tabte mange vælgere til V og DF i 2001, lønmodtagervælgere, der ikke følte, venstrefløjen tog problemerne med fejlslagen integration alvorligt. Hvis regeringsmagten skal skifte, kræver det, at Thornings udlændingepolitik er så troværdig, at det vælgersegment vindes tilbage.

Login