Ugens målinger: Radikale fordobler tilslutningen og henter vælgere fra blå blok

MÅLINGER: Altinget bringer de målinger, der har været bragt i den forgangne uge. I denne uge med godt nyt til Radikale Venstre, stigende bekymring for klimaforandringer, holdningen til sommertid, lokale sygehuse og nærpoliti samt Nye Borgerliges ultimative udlændingekrav.

Radikale fordobler tilslutningen
Mens gamle alliancer smuldrer, og ærkerivalerne fra Dansk Folkeparti har overtaget rollen som fløjskiftende kongemagere, kan vinden være ved at vende for Radikale Venstre. En ny måling foretaget af Megafon for Politiken og TV 2 viser, at partiet i dag står til 9,6 procent af vælgernes stemmer, hvis der skulle være valg i morgen. Det kan omsættes til 17 mandater.

Dermed er R tilbage i topfem over dansk politiks største partier, i hælene på Enhedslisten, der i målingen står til 9,7 procent og et stykke foran SF (7 procent). Ved sidste folketingsvalg hentede Radikale 4,6 procent af stemmerne, hvilket var lavere end det dengang purunge Alternativet. Med seneste måling har de altså mere end fordoblet tilslutningen, hvilket selvfølgelig skal tages med et gran salt og en usikkerhed på to procentpoint. 

Radikale henter vælgere over midten
Ifølge en ny analyse af vælgervandringer foretaget af valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet er Radikale Venstre nu begyndt at bidrage til rød bloks føring. 12.612 vælgere har Radikale Venstre hentet fra regeringspartiet Venstre siden folketingsvalget i 2015, mens kun 4.204 er gået den anden vej fra liste B til V. Et andet regeringsparti, Liberal Alliance, har mistet 8.408 vælgere til Radikale. 

Login