Stop for røg i offentlige transportmidler

Politikerne varsler skærpet kurs over for rygerne. Med støtte fra et folketingsflertal uden om regeringen foreslår Socialdemokraterne i et nyt udspil en række forbud mod rygning, sådan som det længe har været tendensen i en række andre lande.

Ryger-kupéer skal bl.a. afskaffes, så det fremover er forbudt at nyde en cigaret eller en pibe tobak i toget på vej til eller fra arbejde, og på restauranter og barer skal man forpligte sig til at oprette afdelinger for ikke-rygere. Folkeskoler, idrætsområder og sygehuse skal også være røgfrie.

Forslaget omfatter også massive anti-rygningskampagner og adgang til billigt nikotintyggegummi. Det skal forhindre, at 12.000 danskere hvert år dør som følge af rygning, og at ikke-rygere skærmes mod cigaretrøg.

Login