Støvsugereffekten udeblev

NYHED: På trods af de større storkredse fik langt de fleste ministre relativt set færre stemmer ved valget 13. november i forhold til 2005.

Frygten for, at de store og kendte politikernavne ville støvsuge de nye storkredse for stemmer ved folketingsvalget, viste sig ubegrundet.

Ud af regeringens 19 ministernavne er de 12 således faldet i relativ stemmeandel i forhold til sidste valg, deriblandt også de allerstørste som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), økonomiminister Bendt Bendtsen (K), udenrigsminister Per Stig Møller (K) og justitsminister Lene Espersen (K).

Det skete på trods af, at valgkredsreformen, der blev prøvet af for første gang ved dette valg, havde etableret nye og meget store storkredse, der gav masser af vælgere mulighed for at stemme på de kendte politikere.

Login