Sprængfarlige forskelle på etnisk kriminalitet

Med offentliggørelsen af den nye kriminalstatistik er der stillet et stort, selvlysende spørgsmålstegn ved påstanden om, at kriminalitet er et socialt problem, der ikke har noget med kultur at gøre. Dermed er der åbnet for en af de mest kontroversielle diskussioner i krydsfeltet mellem rets- og udlændingepolitik.

Man har i mange år vidst, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere generelt klarede sig dårligere og havde mere kriminalitet end etniske danskere. Men diskussionen har ofte været ukvalificeret, fordi ikke-vestlige indvandrere blev taget under ét. Her adskiller Danmarks Statistik klogeligt de forskellige etniske grupper, og det viser enorme forskelle grupperne imellem:

Mens indere, vietnamesere og kinesere har en kriminalitetsrate, der er klart lavere end danskernes, har grupper som pakistanere, somaliere, marokkanere, eks-jugoslaver og libanesere en rate, der er meget højere.

Den slags forklares normalt med, at en række etniske grupper har dårlige sociale og økonomiske forhold. Men Danmarks Statistik har standardiseret tallene for socioøkonomisk status og alder. Tilbage er nogle forskelle, der ikke lader sig bortforklare med politisk korrekte teorier.

Passer ikke ind i mønstret
Kigger man nærmere efter, er det heller ikke sådan, at den højeste kriminalitetsrate nødvendigvis findes hos etniske populationer med flygtningebaggrund, hvor der kan være tale om krigstraumer.

Ganske har vist har mænd med libanesiske aner den ubetinget højeste andel kriminelle, og denne gruppe består primært af statsløse palæstinensiske flygtninge fra Libanon. Ligesom de somaliske og irakiske grupper i Danmark ligger højt i kriminalitetsstatistikken - og ofte har flygtningebaggrund. Men det forklarer ikke, hvorfor marokkanere, tyrkere og pakistanere har en høj kriminalitetsrate. Her er tale om klassiske indvandrergrupper – og ikke flygtninge.

Omvendt kom vietnameserne typisk som flygtninge fra en brutal krig, der på det tidspunkt havde varet i 30 år. Men gruppen har en usædvanlig lav kriminalitetsrate.

Hvad angår kineserne, var mange fra første generation dårligt uddannede og ernærede sig ofte med grillbarer eller restauranter. Alligevel er kinesiske mænds kriminalitetsrate under en tredjedel af den, man finder hos mænd fra Marokko, Tyrkiet og Pakistan. Heller ikke det uddannelsesniveau, som indvandrere og flygtninge kommer til landet med, kan altså forklare de store forskelle.
Dermed falder de klassiske forklaringer til jorden.

Integrationsvillighed
Det efterlader de mere kontroversielle forklaringsmodeller. Som kultursociolog Mehmet Ümit Necef fra SDU påpeger, findes der ikke evidens-baseret forskning, der forklarer de enorme forskelle de etniske grupper imellem. Men flere forhold springer i øjnene.

For det første er der spørgsmålet om religion. Statistikken viser, at ud af de ni etniske grupper med den højeste kriminalitetsrate, er de otte muslimske. Nogenlunde samme mønster ses ved folkeskolens afgangsprøve. Her klarer elever fra muslimske lande sig generelt dårligere, og der er ofte større integrationsproblemer blandt flygtninge/indvandrere fra muslimske lande end fra andre lande.

Selvom der er masser af velintegrerede muslimer, synes der at være en tendens til, at indvandrere fra muslimske lande er mindre indstillede på at indrette sig efter tilflytterlandets normer end kinesere, vietnamesere og indere. Den kinesiske gruppe i Danmark blander sig ikke synderligt med danskerne, men stiller ikke religiøse særkrav og er ikke konflikt med det omgivende samfund.

Drengeopdragelse og kvindeopfattelse
For det andet kan den muslimske drengeopdragelse være et problem i forhold til opvæksten i et europæisk land med meget løsere normer. Som Naser Khader har beskrevet i bogen "Ære og Skam", får muslimske drenge normalt meget lang snor i starten. Hvorefter de rettes ind – ikke alene af forældrene, men også af onkler, fætre og naboer i landsbyen eller nærområdet.

Men omgivelsernes tilretning er ofte fraværende i moderne vestligt samfund, hvor familierne ikke bor sammen som i en landsby, og hvor forældrene har langt mindre kontrol over, hvad deres børn foretager sig. Samtidig opdrages mange muslimske drenge til at være særdeles udadreagerende – og nogle føler det berettiget at besvare en æreskrænkelse ved vold. En opfattelse, der også var udbredt i Europa for et par hundrede år siden, men i dag primært findes i rockerkredse.

For det tredje kan kvindeopfattelsen spille ind ved seksualforbrydelserne. Hvis man mener, at en kvinde er ”en ludder”, fordi hun går nedringet eller har sex før ægteskabet, kan det for nogle legitimere en seksuel krænkelse. Og hvis man mener, at homoseksuelle er syndere, der skal brænde i helvede, kan det legitimere tilfælde af "hate-crime."

Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om religionen som sådan, men lige så vel et spørgsmål om kulturelle normer, der kendetegner mange indvandrere fra muslimske lande.

Parallelsamfund trækker ned
For det fjerde kan man konstatere, at det generelt går bedre for de indvandrergrupper, der bor i blandede boligområder - i stedet for at opbygge parallelsamfund med landsmænd fra det gamle hjemland. Eksempelvis valgte en del tamilske flygtninge fra Sri Lanka at blive boende i de områder, hvor de oprindelig blev indkvarteret i stedet for at klumpe sig sammen i afgrænsede områder i de store byer.

Endelig - for det femte - viser tallene fra Danmarks Statistik klart, at der er en højere kriminalitetsrate blandt efterkommere end blandt førstegenerations-indvandrere. De første indvandrergrupper, pakistanere, tyrkere og marokkanere, ligger alle højt på listen, fordi der er en stor andel efterkommere i disse grupper.

Det samme gælder for eks-jugoslaverne, der oprindelig kom i 60'erne. Denne gruppe er hovedsagelig kristen eller ateistisk, men har en kriminalitetsrate langt over de muslimske bosniere, der først ankom i 90'erne.