Søvndal er farligere end Asmaa for EL

NYHED: Enhedslistens nedtur ved valget skyldes i højere grad SF's Villy Søvndal end Asmaa Abdol-Hamid.

"Enhedslisten gik frem i 2005, og mange af deres vælgere dengang skiftede altså parti. Har man en gang skiftet parti, er man tilbøjelig til at gøre det igen. Ved dette valg fremstod SF med Villy Søvndal som det samlende punkt i oppositionen, så mange af vælgerne fra 2005 er skiftet igen. Denne gang gik de til SF," siger valgforsker og lektor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.

Han er ikke i tvivl om, at balladen omkring Asmaa har skræmt nogle vælgere, men den store stemmemagnet er SF. Den samme opfattelse har Enhedslistens Per Clausen:

"SF er den store magnet på venstrefløjen ved dette valg. Jeg har set en enkelt undersøgelse af vælgervandringer, og vi har tabt vælgere til SF. Men det er ikke fra vores faste kerne. Vi har tabt uden for storbyerne, men vi har fastholdt vores stemmetal i Århus og København." 

Login