SF-pressechef letter anker

NYHED: Kursen for SF er lagt. Så pressechef Henrik Kastoft vinker midlertidigt farvel for at sejle med verdens største vikingeskib.

Henrik Kastoft ligner ikke ligefrem det, man normalt forbinder med en viking, hvis røde fuldskæg og vindblæste hårpragt ikke har meget til fælles med SF-pressechefens leverpostejsfarvede skægstubbe og tætklippede hår.

To ting deler Henrik Kastoft imidlertid med datidens vikinger: eventyrlysten og en forkærlighed for søen. Derfor overlader han 1. juli roret til partiformand Villy Søvndal i to og en halv måned og stikker til søs for - sammen med 64 andre eventyrlystne gaster - at sejle det 965 år gamle vikingeskib Havhingsten til ophavslandet Dublin.

SF må sejle sin egen sø
SF er et parti i fremgang. Partiet er, siden Villy Søvndal blev valgt som formand i 2005, gået stødt frem i meningsmålingerne og rundede for nylig medlem nummer 10.000. Derfor har Kastoft heller ingen kvaler ved at lade SF sejle sin egen sø over sommeren, fordi partiet med pressechefens ord "sådan set er klar til næste folketingsvalg".

Login