Prognose: K-gruppen årelades ved valg

FOLKETINGSVALG: Den nye konservative leder Lars Barfoed overtager partiet, netop som det står allersvagest i meningsmålingerne. Mindst otte af de nuværende K-medlemmer ryger ved valget ifølge prognose.

Den nye konservative leder Lars Barfoed kan se frem til at regere en stærkt decimeret folketingsgruppe efter næste valg.

Ifølge det seneste vejede gennemsnit (hér tænkes på seneste ordinære snit på grundlag af deembers tal. Altinget.dk bringer ekstraordinært i dag et ekstra snit midtvejs i januar 2011. Dette snit skærer yderligere ét mandat af til 10, red.) af meningsmålingerne fra professor Søren Risbjerg Thomsen står Konservative kun til 11 mandater på landsplan.

Det resultat vil efter alt at dømme betyde, at ikke færre end otte, måske ni af den nuværende folketingsgruppes medlemmer ikke bliver genvalgt. Det viser en analyse af samtlige folketingsmandater, som Altinget.dk har udført på baggrund af professor Risbjergs geografiske prognose for mandaternes placering i de forskellige storkredse.

Sikre på genvalg er således kun Per Stig Møller, Lars Barfoed, Helge Adam Møller, Brian Mikkelsen, Henriette Kjær og Lene Espersen - og nok også Vivi Kier - mens de eneste, der kan være sikre på nyvalg ved et valgresultat på 11 mandater, er socialminister Benedikte Kiær i Københavns Omegns Storkreds og Tove Videbæk i Vestjyllands.

Derimod ryger de følgende folketingsmedlemmer ud: Helle Sjelle og Rasmus Jarlov i Københavns Storkreds, Charlotte Dyremose og Naser Khader i Københavns Omegns Storkreds, Jørgen Lundsgaard i Fyns Storkreds og Tom Behnke i Østjyllands Storkreds. Derudover er Carina Christensen i fare i Sydjyllands Storkreds, Tage Leegaard i Nordjyllands Storkreds, ligesom videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen risikerer overhovedet ikke at opnå nyvalg.

En "hitliste" over de konservative mandater, som Altinget.dk offentliggjorde for kort tid siden, viser desuden, at der skal en større K-fremgang til, før nogle af de siddende folketingsmedlemmer får reddet taburetten. Det 12. mandat vil således falde i Nordsjællands Storkreds og sandsynligvis give nyvalg til Mette Abildgaard, og det 13. mandat vil falde som det andet på Fyn, hvor det sandsynligvis vil give nyvalg til Mai Henriksen.

Først med et 14. konservativt mandat vil Tom Behnke i Østjyllands Storkreds være reddet - ved mandat nr. 15 kommer enten Charlotte Dyremose eller Naser Khader i Folketinget igen, og ved et 16. konservativt mandat er der muligheder for enten Carina Christensen eller Charlotte Sahl-Madsen i Sydjylland.

Herunder følger en gennemgang af ændringerne i partiernes tilslutning i december 2010 i de forskellige storkredse i forhold til den geografiske prognose fra november 2010 og valget i 2007. Prognosen er beregnet ud fra professor Risbjergs statistisk funderede og kvalitetsvejede gennemsnit af troværdige meningsmålinger i november måned.

Dernæst sættes der ansigter og navne på ændringerne. Disse navnevurderinger er ikke en del af professor Risbjergs prognose, men er en vurdering foretaget af Altinget.dks redaktion.

Dec 10

Login