Politisk folkemøde i juni efter svensk forbillede

FOLKEMØDE: Danmark får i juni en årlig politisk uge, hvor politikere, organisationsfolk og borgere mødes under uformelle former. Bornholms klippekyst bliver hjemsted.

Politikere mødes med borgere til en festival på Bornholm, Folkemødet, den 15. til 18. juni 2011. Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) er medinitiativtager, og han oplyser, at også Folketingets Præsidium bakker folkemødet op.

Bornholms Regionskommune er Folkemødets vært, og debatter mellem partiernes topfolk skal bære Folkemødet, siger Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S), i en pressemeddelelse: 

"Vi har inviteret alle Folketingets partier til at være med til at udvikle Folkemødet 2011 og fornemmer en betydelig interesse fra dem. Sammen kan vi skabe en unik national platform med åbne debatter, hvor politikerne møder borgere, erhvervsfolk og organisationer under åben himmel og uformelle former. Det er politik, når det er smukkest og når det ikke er defineret af enkeltsager i medierne," siger borgmesteren, der fremhæver sit og mødets hjemsted sådan: 

"Bornholm besidder en magisk naturkraft. På øens afgrænsede område er der mulighed for at opnå ro, koncentration, identitet og sammenhold, som skabes gennem flere dages ophold på en ø, som ikke ligner nogen anden i Danmark," siger Winni Grosbøll.

Nærmere bestemt vil arealet omkring Danchells anlæg i den nordlige ende af Allinge danne ramme for hovedscenen.

Login