Pia K.: Vi er midten

MIDTEN: "De rene ideologier er havnet, hvor de hører hjemme: på historiens losseplads," skriver DF-formanden.

Altinget.dk bragte for et par uger siden historien om, hvordan Dansk Folkeparti de seneste måneder er gået meget målbevidst efter at angribe SF. Men i dagens ugebrev skyder Pia Kjærsgaard med spredehagl. Det går både ud over SF, V, K og ikke mindst R.

V og K er liberalister
"Hvis Venstre og Konservative havde haft absolut flertal, er jeg helt overbevist om, at vi havde oplevet traditionel liberalistisk fordelingspolitik," skriver hun.

Ikke overraskende er det i Pias optik Dansk Folkeparti, der repræsenterer den "sunde fornuft" i samarbejdet med regeringspartierne og dermed sikrer velfærden.

Men i modsætning til både højrefløj og venstrefløj er Dansk Folkeparti ikke forankret i nogen ideologi. Og det er ifølge Kjærsgaard partiets styrke.

"Sund fornuft er svaret på, hvorfor det er vores ønske at bevare sammenhængskraften i det danske samfund, så landet også bliver værd at leve i for kommende generationer. Sund fornuft kender ingen fløje," slår partiformanden fast.

SF er gammel vin på nye flasker
SF vedtog i weekenden sit reformprogram. Der skal skrues ned for den marxistiske retorik og op for en mere moderne linje, mens samarbejdet med Socialdemokraterne skal forankres i partiprogrammet.

Men ansigtstløftet ændrer tilsyneladende ikke på Pia Kjærsgaards syn på SF.

"Det såkaldte "reformprogram", som partiets hovedbestyrelse vedtog i weekenden er en klassisk socialdemokratisk slotsaftapning fra de gode gamle dage - men hældt på nye flasker med smarte etiketter, påtrykt spindoktorenes smarte slogans," mener Kjærsgaard.

R står i spagat mellem to ekstremer
En meningsmåling foretaget af Gallup viste i sidste uge, at midten i dansk politik ved et kommende folketingsvalg kun ville blive repræsenteret ved De Radikale, der vel at mærke kun ville få 4,1 procent af stemmerne.

Det fik Berlingske Tidende til at skrive at "midten i dansk politik skrumper".

Den køber Kjærsgaard dog ikke. Hun mener slet ikke, at det giver mening at kalde de Radikale et "midterparti".

"Deres økonomiske politik er udpræget liberalistisk, og værdipolitikken befinder sig til venstre for SF. Er det et udtryk for midte, at man prøver at stå i spagat mellem to ekstremer?" spørger Pia humoristisk.

DF er midten
Til gengæld anser Kjærsgaard Dansk Folkeparti for at være det sande midterparti i dansk politik.

"Hvis jeg endelig skal tale om to fløje, vil jeg pege på "utopismen" og "den sunde fornuft". Utopisterne er alle dem, der klynger sig til ideer som globalisering og multikulturalisme. Repræsentanterne for den sunde fornuft lader sig derimod ikke blæse omkuld af tilfældige ideer og modeluner. Her findes midten i dansk politik," afslutter Pia Kjærsgaard.

Login