Patientforeningen Danmark: Få medlemmer - stor omtale

PRESSE: Landets tredjemest omtalte patientforenings-formand har kun få medlemmer bag sig, viser ny undersøgelse. Alligevel mener formanden, at han er et godt talerør for alle patienter.

Mange medlemmer er lig med stor omtale. Sådan er det generelt, viser en undersøgelse, som Infomedia har lavet af en række patientforeninger for Altinget.

Undersøgelsen viser dog, at én patientforening har skaffet sig ekstremt meget omtale i forhold til antallet af medlemmer.

Patientforeningen Danmark er på trods af navnet en forening med kun 1.200 medlemmer. Patientforeningen har intet sekretariat eller lønnede ansatte.

Alligevel er Patientforeningen Danmark nævnt 59 gange i den undersøgte periode, mens paraplyorganisationen Danske Patienter er citeret 54 gange.

Via Danske Patienters 14 medlemsforeninger repræsenterer de 750.000 medlemmer.

Infomedia har også undersøgt, hvor meget patientforeningernes formænd og direktører tilsammen er nævnt i de landsdækkende medier.

Skriver mange læserbreve
Her kommer Patientforeningen Danmarks formand, Karsten Skawbo-Jensen, ind på en 3. plads med 50 omtaler efter Kræftens Bekæmpelse (68 omtaler) og Hjerteforeningen (54).

De to foreninger har både en formand og en direktør. Patientforeningen Danmark har kun en formand.

Senioranalytiker på Infomedia Søren Langelykke forklarer, at en del af Karsten Skawbo-Jensens omtale skyldes, at han skriver mange læserbreve.

"Karsten Skawbo-Jensen er ivrig gæst på dagbladenes debatsider og har været dygtig til at få taletid i forbindelse med aktuelle debatter, f.eks. under sidste års konflikt, i debatten om sygehusstruktur, det frie sygehusvalg og patientklager," siger Søren Langelykke.

Karsten Skawbo-Jensen, der til daglig arbejder som referent i Folketinget, er også konservativ kandidat til Folketinget, Europa-Parlamentet og Region Hovedstaden. Desuden er han formand for Landsforeningen mod Brystkræft.

Uenig med eksperter
Som formand for Patientforeningen Danmark har han i sundhedskredse gjort sig bemærket ved gå imod ekspertanbefalinger og de andre patientforeninger.

Det ses blandt andet ved, at han støtter regeringen og dermed sit eget parti i, at det udvidede frie sygehusvalg skal genindføres til juni, hvilket både Lægeforeningen og de fleste patientforeninger kritiserer.

Login