Missilskjoldet rykker nærmere

Udenrigsminister Per Stig Møller og Landsstyreformand Hans Enoksen underskriver i dag principaftalen der skal give grønlandsk medindflydelse på udenrigspolitikken. Dermed er vejen banet for en fælles accept af USAs ønske om et missilskjold.

»Det er helt naturligt, at Grønland både får medindflydelse og medansvar, når det gælder den del af udenrigspolitikken, der vedrører Grønland. Det er vigtigt, at den grønlandske befolkning slipper af med det kolonitidstraume, som hele Thulespørgsmålet udgør,« siger Per Stig Møller, der i går ankom til Grønland.

Udenrigsministeren understreger dog, at det ifølge grundloven fortsat er den danske regering og det danske folketing, som i sidste ende har det afgørende ord i de udenrigspolitiske spørgsmål.

»Vi kan ikke lave en aftale, der indebærer, at Danmark og Grønland skal være hundrede procent enige, inden vi kan træffe politiske beslutninger. En sådan ligeværdighed vil være i strid med grundlovens ord om, at Danmark fører rigets udenrigspolitik,« siger Per Stig Møller.

Login