Konservativ massakre i vente

VALG: Ni siddende konservative folketingsmedlemmer risikerer taburetten ved næste valg. Altinget.dk sammensætter det nye folketing, som det tegner sig.

Det Konservative Folkeparti styrtbløder i meningsmålingerne, og det koster nu hoveder i den konservative folketingsgruppe.

Ifølge Altinget.dks seneste gennemsnit af troværdige meningsmålinger fra valgforsker og professor Søren Risbjerg Thomsen står partiet nu kun til 12 mandater på landsplan. Ud fra den geografiske prognose over mandaternes fordeling i storkredsene og Altinget.dks analyse af kandidatfelterne kan det ses, at der er ni folketingsmedlemmer, der i øjeblikket står til helt at ryge ud, eller som er tæt på.

Helt ud ryger således Helle Sjelle og Rasmus Jarlov i Københavns Storkreds, Charlotte Dyremose og Naser Khader i Københavns Omegns, Tom Behnke i Østjylland og Tage Leegaard i Nordjylland.

Vivi Kier på Fyn og Carina Christensen i Sydjylland er truet, mens Jakob Axel Nielsen i Nordjylland allerede har meddelt, at han ikke genopstiller.

Samtidig ser det vanskeligt ud for videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen at komme i Folketinget.

Konservative kan kun notere mandatfremgang i Nordsjællands Storkreds, hvor justitsminister Lars Barfoed kan hive et nyt medlem med sig i tinget.

Herunder følger en gennemgang af ændringerne i partiernes tilslutning i august 2010 i de forskellige storkredse i forhold til den geografiske prognose fra juni 2010 og valget i 2007. Prognosen er beregnet ud fra professor Risbjergs statistisk funderede og kvalitetsvejede gennemsnit af troværdige meningsmålinger i august måned.

Dernæst sættes der ansigter og navne på ændringerne. Disse navnevurderinger er ikke en del af professor Risbjergs prognose, men er en vurdering foretaget af Altinget.dks redaktion.

Login