Kommentarsporet på Facebook er mediernes billigste annonceplads

Det seneste halvandet år har vi set en ny tendens til, at enkelte politikere er blevet hyppige gæster i mediernes kommentarspor på Facebook. Det giver politikerne synlighed og mulighed for at hverve følgere. Og så illustrerer det, hvordan en amerikansk techgigant sætter rammer for vores digitale politiske debat.

Hvis du har scrollet rundt på de landsdækkende mediers Facebooksider for nylig, har du måske bemærket, at folkevalgte politikere indimellem popper op allerøverst i kommentarsporet.

Enkelte politikere er meget dedikerede kommentatorer, blandt andet Lars Boje Mathiesen og Mette Thiesen fra Nye Borgerlige, som siden starten af 2020 har skrevet henholdsvis cirka 300 og 270 kommentarer på mediers Facebookopslag.

Særligt Mette Thiesen sidder klar ved tasterne. Der går i gennemsnit knap 20 minutter fra, et medie har skrevet et opslag, til hun har trykket ”send” på sin kommentar. Det viser en ny kortlægning fra Analyse & Tal.

Login