K-nedtur truer Brian Mikkelsens genvalg

FOLKETINGSVALG: K fortsætter i år tilbagegangen, der nu truer økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen. S får til gengæld nye navne ind i hele landet, viser Altinget.dks prognose for alle Folketingets mandater.

Den konservative tilbagegang i meningsmålingerne fortsætter og kræver nu nye ofre i den hårdt plagede folketingsgruppe.

Det viser månedens analyse af samtlige folketingsmandater, som Altinget.dk har udført på baggrund af valgforsker og professor Søren Risbjerg Thomsens geografiske prognose for mandaternes fordeling i de forskellige storkredse i sidste halvdel af januar 2011.

Ifølge prognosen går Konservative således tilbage i både Nordjyllands og Sjællands Storkredse. Det betyder, at der kun bliver valgt én konservativ kandidat i Sjællands Storkreds, hvor både Folketingets næstformand Helge Adam Møller og økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen er valgt.

Ved valget i 2007 fik Helge Adam Møller næsten 2.500 flere personlige stemmer end Brian Mikkelsen, og det er efter alt at dømme altså Mikkelsens mandat, der nu hænger i en meget tynd tråd.

Det var samme Brian Mikkelsen, der allerede i december 2010 i Altinget.dk mere end antydede, at han ikke som en selvfølge er i politik om fem år: 

"Det afhænger meget af, om vi er i regering eller ej, så jeg kan ikke sige, om jeg er politiker om fem år eller ej. Hvis jeg ikke er politiker, er jeg direktør et sted, eller også arbejder jeg i udlandet. Hvis jeg forbliver minister, bliver jeg i politik," sagde han. 

Bemærkelsesværdig fremgang til S
Samtidig fortsætter Socialdemokraternes bemærkelsesværdige fremgang, nu til 54 mandater på landsplan. Det betyder, at der kommer nye socialdemokrater i Folketinget fra samtlige storkredse undtagen Nordsjælland og Bornholm. Blandt de mest prominente navne er Pernille Rosenkrantz-Theil i Fyns Storkreds og Nicolai Wammen i Østjyllands.

Herunder følger en gennemgang af ændringerne i partiernes tilslutning i januar 2011 i de forskellige storkredse i forhold til den geografiske prognose fra december 2010 og valget i 2007. Prognosen er beregnet ud fra professor Risbjergs statistisk funderede og kvalitetsvejede gennemsnit af troværdige meningsmålinger i sidste halvdel af januar måned.

Dernæst sættes der ansigter og navne på ændringerne. Disse navnevurderinger er ikke en del af professor Risbjergs prognose, men er en vurdering foretaget af Altinget.dks redaktion.

Login