Indgreb i kommunefusioner

Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen er klar til at gennemføre en omfattende kommunalreform uden Socialdemokratiet.

»Der skal ikke være kommuner i Danmark, som ingen vil lege med. Man kunne nævne Farum som eksempel. Det er nødvendigt, at Folketinget engagerer sig kraftigt i en ny kommunalstruktur og ikke overlader det til tilfældet,« sagde Lars Løkke Rasmussen ved en konference i Industriens Hus i går.

Det kommunale Danmark er i opbrud, fordi Folketinget i løbet af næste år skal vedtage en gennemgribende kommunalreform. Meget tyder på, at den vil betyde farvel til amterne og goddag til større kommuner. Dermed er diskussionen om frivillige sammenlægninger af de nuværende 271 kommuner blevet højaktuel.

Lars Løkke Rasmussen slog i går også fast, at regeringen er parat til at gennemføre en ny kommunal struktur uden stemmer fra Socialdemokratiet. Hidtil har mange taget det for givet, at en ny kommunalreform skal gennemføres i samarbejde mellem de to altdominerende "borgmesterpartier", Venstre og Socialdemokratiet.

Login