Ikke hast med ny spindoktor til Thorning

NYHED: Socialdemokraterne søger holdspiller som ny spindoktor til partiformanden. Det er jobbet, ikke formanden, der slider rådgiverne.

"Der er ingen kissejav i den sag. Vi tænker os om og tager det stille og roligt," siger Socialdemokraternes gruppeformand Carsten Hansen om opgaven med at finde en ny rådgiver til partiformand Helle Thorning-Schmidt.

Hendes personlige rådgiver Lars Kaspersen forlader partiet for at blive kommunikationschef i Post Danmark den 1. september. Han er den anden rådgiver, eller spindoktor om man vil, der forlader posten i Helle Thorning-Schmidts formandstid. Den første var Morten Boje Hviid. Hertil kommer pressechef Erik Bjørn Møller, der som Lykketofts mand kun fik kort tid i stillingen, da formandsskiftet var en realitet.  Det fik Ekstra Bladet til i forrige uge at hævde, at "Helle Thorning æder sine mænd op".

Hun afviser selv den påstand med henvisning til, at jobbet er hårdt og slidsomt.

Login