Mette Frederiksen varmer op til endnu et Arne-valg: Her er alt, vi ved om strategien bag hendes pensionsbombe

Statsminister Mette Frederiksen skabte rystelser i dansk politik, da hun i sidste uge detonerede det, der hurtigt blev døbt pensionsbomben. 

Selve planerne er stadig meget diffuse. Det er sådan set en selvstændig pointe.  

For i S-toppen ser man gerne en genopførsel af Arne-debatten, hvor der gik måneder med at diskutere og spekulere i en indiskutabel vindersag for partiet.  

Mette Frederiksen har heller ikke holdt igen med referencerne sit store slagnummer fra valget i 2019.

Vi har gjort det før. Nu gør vi det igen. 

Alligevel ved vi lidt om Socialdemokratiets planer. Ifølge Altingets oplysninger tyder det på, at man vil læne sig op af Pensionskommissionens rapport fra forsommeren 2022. 

Den druknede en anelse i en politisk debat, der primært havde fokus på inflation, Ukraine og mink.

Men kommissionen fastslog, at der bør være "større retfærdighed i pensionssystemet på tværs af generationer".

{{toplink}}

Den nuværende model fra Velfærdsforliget i 2006 har en indbygget mekanisme, hvor en gennemsnitlig stigning i levealderen på et år automatisk giver et år ekstra på arbejdsmarkedet.

Det betyder, at vi over tid vil se en markant forrykkelse i forholdet mellem tiden på arbejdsmarkedet og tiden på pension. Det er svært at forestille sig, at vælgerne ville acceptere det i al evighed. Og når sagkundskaben endda peger på, at man kan foretage en mere lempelig stigning i pensionsalderen, har det reelt været et spørgsmål om, hvilken socialdemokratisk partiformand, der ville forsøge at tage stikket hjem og gøre det til sin politik. 

Kommissionens forslag ville betyde, at pensionsalderen i 2100 ville være 74 år frem for de 77 år, som den nuværende model dikterer. Prisen bliver, at man tager 18 milliarder fra råderummet. 

V-top er rolige
Det er den del af Socialdemokratiets planer, som Mette Frederiksen har betegnet som “lempelig”. Og det kan hun formentlig godt samle støtte til i regeringen.  

Lars Løkke Rasmussen er nemlig åben for at se på stigningen i danskernes pensionsalder, men advarer om, at planerne skal finansieres. 

“Hvis man kun isoleret set piller ved pensionsalderen, forringer man sammenhængen i dansk økonomi,” sagde han til Politiken i weekenden.

{{toplink}}

Venstre-toppen har modsat med Arne, som man lærte en hård lektie af, omfavnet S-forslaget og udvidet rammen med ideen om en arbejdslivskommission. Det greb er de selv meget glade for. I det hele taget føler V-toppen, at man har momentum; efter EP-valget og meningsmålinger, der viser en vis fremgang og LA har vigende tilslutning.  

Men der er andre i Venstre, der er mere frygtsomme – for den del af statsministerens udspil, der handler om at gøre pensionsalderen mere “retfærdig”. 

For alt tyder på, at det er et kodeord for differentieret pension. Og det ville være langt sværere at sluge for Venstre. 

Et andet sted drømmer man omvendt om mere Arne.

Fagbosser blev orienteret forhånd
I hvert fald dele af fagbevægelsens top var informeret, inden Mette Frederiksen gik ud med sin melding om pensionsalderen og opgøret med tempoet for, hvor hurtigt danskernes folkepensionsalder skal stige efter 2040. 

Præcis hvad partiformanden nærmere havde i tankerne, fik de dog ikke at vide, da de kort forinden blev orienteret. Kun at der ville komme en værdimæssig første melding i, hvad kilder i fagbevægelsen betegner som såkaldt ”klassisk Martin Rossen”-stil. 

Han udtænkte som chefstrateg i S lanceringen af Arne-pensionen, som S gik til valg på i 2019, og som også meget længe var meget lidt konkret. 

Så hvad mente Mette Frederiksen?

{{toplink}}

Var det at gennemføre Pensionskommissionens forslag om en lempeligere stigningstakt i folkepensionsalderen? Var det kun det eller også en forlængelse af Arne-pensionen, så antallet af år på tidlig pension stiger i takt med folkepensionsalderen, sådan som blandt andre det store fagforbund 3F længe har advokeret for? Og/eller var det en tilsvarende forlængelse af antallet af år på seniorpension, som er noget mere benyttet end Arne-pensionen? 

Det meldte orienteringen af fagbevægelsen ikke noget om, og derfor har modtagelsen af S-meldingen her også varieret fra overstrømmende til afventende. 

3F-formand Henning Overgaard erklærede på Facebook kort efter, at historien med Mette Frederiksen breakede, at det var godt at kunne ”genkende partiet igen i det her spørgsmål”, mens for eksempel Metal-formand Claus Jensen indtil videre har sagt meget lidt om statsministerens udmelding. 

Til gengæld er stærke kræfter i fagbevægelsen gået i gang med at ”hjælpe” Socialdemokratiet med at blive konkrete ved at udtænke et forslag, der leverer på Mette Frederiksens ord om en mere ”lempelig” og ”retfærdig” pensionsalder, og som er økonomisk holdbart. Ambitionen er at sikre, at det hele ikke blot ender med Pensionskommissionens forslag, men at Arne og andre som ham med mange år på arbejdsmarkedet skal tilgodeses. 
 
For som flere i fagbevægelsen bemærker, er det ikke alle, der har midlerne til selv at vælge at gå på pension som 62-årig. Referencen er, at Dansk Industri få dage efter at have raset over Mette Frederiksens pensionsmelding meddelte, at en af arbejdsgiverorganisationens topdirektører nu går på pension. Han er 62 år.

Den uretfærdighed er man optaget af i Socialdemokratiet. Men man er også optaget af meningsmålinger. 

Og det store, gamle statsministerparti kan ikke leve med, at SF efterhånden har vokset sig store, at der er en risiko for, at folkesocialisterne får nærmest lige så mange mandater som sosserne. Ved det nylige Europaparlamentsvalg blev de endda større. 

Derfor er man nu vendt tilbage til den platform, som sikrede Mette Frederiksen overbevisende opbakning de første mange år af sit formandsskab. Og måske burde man have set det komme, da hun på Folkemødet lod publikum forstå, at hun savnede “den gamle Mette”.

Blev valgt ind i skyggen af Nyrups løftebrud
Mette Frederiksen blev selv valgt første gang i 2001, da VKO fik flertal og Anders Fogh Rasmussen overtog Statsministeriet. Med sig havde han den kontraktpolitik, som havde sin guldalder i de år. Og blev gjort mulig af Poul Nyrups løftebrud om efterlønnen. 

Mette Frederiksen blev altså Christiansborgpolitiker i en tid, hvor hendes parti havde ført vælgerne bag lyset i spørgsmålet om tilbagetrækning - og betalte prisen. 

Og da hun i 2011 for første gang blev beskæftigelsesminister administrerede hun selv en stor del af partiets andenbølge af løftebrud.

“Vi gjorde det,” sagde Helle Thorning-Schmidt (S) på valgnatten i 2011. Men sandheden er, at S og den nære alliancepartner SF tilsammen havde blødt otte mandater og snublede ind i regeringskontorerne, hvor R tvang dem til at føre en helt anden økonomisk politik, end de var gået til valg på. 

Det var på ryggen af de socialdmokratiske traumer, at Mette Frederiksen skabte sin magtbase. Og ganske sigende for S-formanden blev det ikke skæbnesvangert for hende, at hun var bøddel over for partiets egne løfter og kernevælgere. I stedet overtog hun formandsposten i Socialdemokratiet i 2015 og lagde en ny linje, som revitaliserede partiet i et frontalopgør mod den reformivrige løftebrudskurs, der havde martret partiet i næsten to årtier. 

Stramningen af udlændingepolitikken var det defensive træk, som stoppede blødningen til Dansk Folkeparti. Forslaget om en Arne-pension var offensiven, som vandt stemmer tilbage og sikrede en knusende valgsejr i 2019.

Få på Christiansborg kan skifte ham som Mette Frederiksen. Og når vi overhovedet omtaler Mette Frederiksens let difusse pensionsforslag som en bombe, skyldes det, at hun siden valget i 2022 har været gennem endnu et. 

For forslaget om at gøre stigningen i pensionsalder mere “lempelig” er på fuldkommen samme frekvens som den Mette Frederiksen, der var statsminister i den rene S-regering. 
Men i det seneste godt halvandet år har danskerne pludselig skullet forholde sig til en SVM-statsminister, der var så optaget af at øge arbejdsudbuddet, at hun var klar til nærmest at begå politisk harakiri for at afskaffe Store Bededag. 

Vælgerne har kvitteret ved at levere den ene mistrøstige måling efter den anden til de tre regeringspartier. Og i regeringstoppen er der derfor nu en erkendelse af, at de tre partier bliver nødt til at give hinanden plads til solo-meldinger, der ikke skal blive til konkret politik i denne valgperiode.  

Forslag sætter SF i et dilemma
Alligevel har Moderaternes Lars Løkke Rasmussen ikke kunnet dy sig for at minde vælgerne om Mette Frederiksens slingrekurs. 

“Hvorvidt pensionsalderen skal stige lidt mere lempeligt nogle år ude i fremtiden, er mig ikke en fremmed tanke. Jeg lancerede den selv i 2019. Dengang var der nogle, der kaldte det panik før lukketid. Man kan slå efter, hvem det var. De mener så åbenbart noget andet nu, og det er fint for mig,” sagde Løkke til Politiken i weekenden med slet skjult henvisning til Socialdemokratiet. 

Dengang i 2019 ønskede Socialdemokratiet bestemt ikke at give vælgerne indtryk af, at der var konsensus på Christiansborg i spørgsmålet om tilbagetrækning. Man havde behov for Arne-debatten for at tage stemmer tilbage fra DF, som ellers havde lignet en nær alliancepartner.

I dag er DF tættere på spærregrænsen end magtens centrum og kan ikke længere danne flertal med de røde partier uden om R. Er det også virkeligheden efter valget, vil det nok give lidt hovedbrud i S, når ideerne en dag skal føres ud i livet.

I første omgang skal pensionsbomben nok også primært bruges på at hente stemmer tilbage fra SF.

Det har sat SF i et dilemma. For få måneder siden var striden om pensionsalder et reelt problem for et muligt, fremtidigt regeringssamarbejde. Den knast er nu høvlet væk. Så på den lange bane bør SF’erne være fortrøstningsfulde. 

Men omvendt kan SF ikke bare se til, mens S hjemtager gevinsten for kursskiftet om danskernes pensionsalder. 

Derfor har Pia Olsen Dyhr allerede været ude og kræve forhandlinger nu. Intet tyder på, at Mette Frederiksen har tænkt sig at gribe den udstrakte hånd. 

Kan ende i nyt Arne-valg
S-toppen har ingen intentioner om at gennemføre en udvandet udgave, som skal klappes af internt i SVM. I stedet satser S på en lang fase med medvind, hvor der spekuleres, og alle skal kunne se det, de selv ønsker i S’ pensionsforslag. 

I Venstre er der en vis forundring over, at Mette Frederiksen ser ud til at være sluppet så godt fra endnu et kursskifte i spørgsmålet om arbejdsudbud. Og man har også en frygt for, at hun pludselig bliver konkret og meddeleler, at hun har en model. Den differentierede model. 

Arne 2.0. 

Ifølge Altingets oplysninger er der intet, der tyder på, at pensionsforslaget er resultatet af en intern magtkamp mellem fløjene i S. Tværtimod har forslaget indadtil haft den virkning, at partiet igen er samlet om en politik, man tror på, og som er populær hos vælgerne. 

Og man håber på at afrunde en bøvlet periode med at kunne udskrive et Arne-valg.

rl@altinget.dk, dorte.boddum@altinget.dk, erik@altinget.dk, es@altinget.dk