Folketingsmedlemmer støtter Danmarks Indsamling

INDSAMLING: Pia Kjærsgaard, Johanne Schmidt-Nielsen, Margrethe Vestager og Søren Pind sidder klar til at modtage opkald, når Danmarks Indsamling ruller over skærmen på DR1.

Når Danmarks Indsamling kulminerer med indsamlingsshowet lørdag den 29. januar, kan man blandt andet give penge til Afrikas unge ved at ringe et beløb ind til indsamlingens callcenter.

Ud over et stort antal frivillige sidder omkring 30 kendte danskere klar til at tage imod opkald - heriblandt Pia Kjærsgaard (DF), Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Margrethe Vestager (R), ligesom udviklingsminister Søren Pind (V).

"Jeg glæder mig til Danmarks Indsamling. Det bliver en stor aften - som kan bidrage til en god fremtid for mange, mange unge i afrikanske lande," siger Margrethe Vestager i en pressemeddelelse og fortsætter: 

"Fra mit arbejde i Unicef Danmarks bestyrelse ved jeg, hvor meget der gøres for, at pengene når helt frem - og i Zambia er der brug for det: Unge der kæmper med ekstrem høj arbejdsløshed, HIV og AIDS, vold og overgreb mod piger og kvinder. Der er brug for uddannelse og for viden, der kan ændre holdninger. Hvert bidrag gør en forskel."

Også Pia Kjærsgaard ser frem til at bidrage til Danmarks Indsamling. Hun har via sit folketingsarbejde besøgt Afrika et par gange.

"Jeg har set, at selv mindre beløb, kan hjælpe i Afrika. En symaskine, som kvinder kan arbejde med og dermed hjælpe familien og måske endda mange flere i landsbyen ved at fremstille tøj. En ko eller en ged, hjælp til skolegang, hjælp til medicin, hjælp til oplysning om graviditetsforebyggelse. Viften er bred og alt sammen er det hjælp til den opvoksende ungdom, som forhåbentlig vil gøre Afrika til et bedre sted at leve og afhjælpe sult og sygdom."

Login