Et liv tegnet af tilfældigheder

Erik Mortensen (S) forlader Folketinget efter ti år. Som Socialdemokraternes ”kedelige mand” har nordjyden siddet i skyggen af mere karismatiske politikere. Nu vil skæbnen vise, om det bliver til en plads i Landsskatteretten eller en borgmesterpost i en ny Hjørring storkommune.

”Min kone er gået på efterløn, og jeg har selv efterhånden nået en høj alder”, griner den socialdemokratiske politiker, der fornylig fyldte 60.

”Hvis jeg var fyrre år gammel nu, ville chancerne for at blive genvalgt nok have været større. Men jeg fortalte vælgerne inden sidste valg, at dette ville være min sidste periode. Nogle sagde, at den udtalelse kunne skade mine chancer, med det gik alligevel. Ti år er også nok. Enhedslistens model med kun at sidde i to perioder er ikke helt ved siden af. Jeg har selv brugt den i mit udvalgsarbejde i byrådet i Hjørring.”

Vi befinder os på et moderne indrettet kontor over Christiansborgs kongelige hestestalde. Vinduet vender lige ud mod lystbådehavnen i Frederiksholms Kanal. Nogle moderne malerier og reproduktioner pryder væggene med motiver som Christian IV og Thorvald Stauning. Et lille gammelt køleskab brummer og holder nogle øl kolde. Erik Mortensen byder en bajer, renser sine piber og stopper en af dem.

Login