Eksperter frygter regeringen

Flere eksperter og organisationer erkender nu åbent, at de er blevet varsomme med at kritisere regeringen, når det gælder udlændinge, ulande og menneskerettigheder. Det sker blandt andet af frygt for at miste offentlig støtte. De mener, at regeringen i sin jagt på 'smagsdommere' har ødelagt debatklimaet i en sådan grad, at det er blevet et demokratisk problem.

»Generelt råber organisationerne ikke så højt op, som de har gjort tidligere. Der sidder en skræk i os alle sammen. Tør vi overhovedet gå ud og råbe højt og kritisere regeringen - for hvad nu hvis vi ikke er i kridthuset«, siger generalsekretær for Red Barnet Mimi Jakobsen. Regeringen og Dansk Folkeparti indledte sidste år et angreb på de mange statsstøttede eksperter. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sagde, at han ønskede at gøre op med »eksperttyranniet«, og en række råd og nævn blev nedlagt.

I centrum for kampagnen stod Morten Kjærum, der er direktør for Institut for Menneskerettigheder. Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, lagde ikke skjul på, at de specielt gik efter Morten Kjærum, fordi han var kritisk over for udlændingestramningerne.

Login