Den røde satellit er landet
ANALYSE: Enhedslisten er på vej mod en mere fleksibel tolkning af princippet om "altid at stemme imod den mindste forringelse". Partiet er mere parlamentarisk manøvredygtigt end nogensinde, men baglandet går stadig sine egne veje.
Mens stemningen på SF's landsmøde forrige weekend var trykket af Radikales flirt med den borgerlige lejr, var optimismen og kampgejsten ikke til at tage fejl af på Enhedslistens netop overståede årsmøde.
Det forstår man godt. Meningsmålingerne har aldrig været bedre, medlemstallet er eksploderet, og partiet står samtidig med bedre mulighed for at få indflydelse end nogensinde før.
Det skyldes for det første, at S og SF på en lang række politikområder er klar til at give det lille venstrefløjsparti indflydelse. Men også den skelsættende beslutning på sidste årsmøde, hvor Enhedslisten besluttede, at partiet kunne stemme for en ”progressiv finanslov”, er afgørende.
Skæbnefællesskab om efterløn
De gode meningsmålinger gør også Enhedslisten sværere og sværere at komme uden om. Og med skæbnefællesskabet med S-SF om efterlønnen har partiet opnået den position, som man siden lanceringen af trepunktsplanen i 2009 har haft som strategisk målsætning – at blive opfattet som en naturlig del af rød blok.