Claudi EU-kandidat for Venstre

NYHED: Danske Slagteriers formand vil til Bruxelles for Venstre. Bent Claudi har dog ikke ambitioner om at blive partiets spidskandidat.

Venstres kandidatudvalg i Sjælland Nord har fået overtalt den 62-årige Bent Claudi Lassen til at stille op som kandidat til valget til Europa-Parlamentet i juni 2009. Men partiets spidskandidat bliver han næppe.

"Det har jeg ikke ambitioner om. Jeg regner stadig med, at partiet finder en stærk spidskandidat. Med den række større navne, der stopper i Bruxelles næste gang, vil der være gevinst ved at have en stærk spidskandidat, der kan samle de stemmer op, der bliver ledige også i andre partier," siger Bent Claudi Lassen.

Det faktum, at Venstre ved valget siger farvel til Karin Riis-Jørgensen og Niels Busk er en af hovedårsagerne til, at Bent Claudi Lassen melder sig klar.

"Jeg mener, det er vigtigt, at folk med kendskab til erhvervslivet og landbruget bliver repræsenteret. Og erfaringen viser, at hvis man kommer med kompetence inden for de områder, som jeg jo godt kan siges at have, så kan man få stor indflydelse i Europa-Parlamentet," siger Bent Claudi.

Hans erfaring kommer dels fra familiens "Båring Lykkegaard," som han i 1976 købte af sin far Carl Christian Lassen, dels fra de mange år som tillidsvalgt i svinebranchens organisationer.

Der sidder han i dag som formand for Danske Slagterier og vicepræsident i Landbrugsrådet. De to poster forlader han, hvis han bliver valgt i juni 2009.

Login