EU-fravær mindsket siden Lene-sag

MINISTERFRAVÆR: "Lene Espersen-sagen" har fået de danske ministre til at deltage på EU-møderne. Alligevel har de danske ministre siden ministerrokaden i februar et samlet fravær på 20 procent fra EU’s rådsmøder.

20 procents mødefravær
Trods den høje mødedeltagelse siden juli, er den samlede mødedeltagelse for de danske ministre på 20 procent, når man ser på deltagelsesniveauet siden ministerrokaden i februar.

Udenrigsminister Lene Espersen er dog ikke ene om at få mødefraværet i vejret. Indenrigsminister Bertel Haarder (V) har endnu ikke deltagel i et EU-rådsmøde, og både socialminister Benedikte Kiær (K) og justitsminister Lars Barfoed (K) har hver et EU-fravær på 50 procent. De har dog kun haft meget få EU-møder at deltage i, hvilket gør, at deres fraværsprocent hurtigt bliver meget stor.

Overlappende minister-emner
For der er meget stor forskel på ministrenes EU-aktivitet. En minister som Lene Espersen har haft 15 møder over de sidste otte måneder i udenrigs- og generelle rådsmøder, mens kulturminister Per Stig Møller (K) blot har haft et enkelt møde at gå til i EU-sammenhæng.

Dertil er der overlap mellem ministerne, hvilket betyder, at til et rådsmøde er to danske ministre inviteret, men det er kun den ene, der møder op. For eksempel har Rådet for beskæftigelse, social politik, sundhed og forbrugeranliggender op til fire danske ministerier overlappende ansvarsområder i forbindelse med et møde.

Mange lande har sendt deres indenrigsminister til disse møder, men på grund af ministeriernes kompetencer overlapper, har der ofte været andre danske ministre, der har deltaget på vegne af den danske indenrigsminister i disse rådsmøder. Dermed har indenrigsminister Bertel Haarder (V) ikke deltaget i et eneste rådsmøde siden februar.

Optællingen af Altinget | EU er foretaget 27. oktober.

Rettelse: Der stod tidligere i artiklen, at transportminister Hans Christian Schmidt (V) ikke deltog i et uformelt rådsmøde. Ministeriet har oplyst, at "transport til søs" ikke ligger under det danske Transportministerium, men istedet under Økonomi- og Erhvervsministeriet. Hans Christian Schmidt har derfor i stedet 100 procent deltagelse til rådsmøderne.
Redaktionen. 

Login