SF: Drop forbudsangsten

SUNDHED: 20.000 danskere dør hvert år af sygdomme, der kunne være undgået, men regeringen gør ikke nok for at forhindre det, skriver SF's Karl Bornhøft i en pressemeddelelse.

Alle nye lovforslag skal vurderes ud fra deres konsekvenser for sundheden. Regeringen skal udarbejde forpligtende mål for forebyggelse. Kommunerne skal have flere midler øremærket til forebyggelse og sundhedsfremme. Og afgifter på sund mad skal ned, mens afgifter på sprut og røg skal op.

Sådan lyder essensen af de fire forslag, Folketinget skal førstebehandle på fredag. Bag forslagene står SF's sundhedsordfører, Karl Bornhøft, der i en pressemeddelelse i dag langer ud efter regeringens politik på sundhedsområdet.

"Vi er nået et punkt, hvor jeg som menneske simpelthen ikke kan forstå, at regeringen ikke vil være med til at forhindre, at 20.000 danskere hvert år dør af sygdomme, der kunne være undgået - hvilket svarer til et 11. september angreb hver anden måned. Politisk er det et stort moralsk problem, at vi kender omfanget, og vi ved, hvad der virker, men intet gør," siger Bornhøft.

Han kræver et opgør med den forbudsangst, der efter sundhedsordførerens mening har præget regeringens sundhedspolitik og tilføjer, "at vi ikke kan komme længere ved kun at oplyse folk om, hvad der er sundt".

I stedet skal man skele til miljø- og trafikområdet, hvor der er generel politisk og folkelig accept af forbud og afgifter. "Benzinslugere skal betale højere afgifter. Hvorfor pokker kan vi så ikke også indføre det princip på sundhedsområdet, uden at nogen skriger op om personlig frihed?" spørger Bornhøft afslutningsvis.

Login