Her er den nye socialdemokratiske folketingsgruppe

NYHED: Der er adskillige helt uforudsigelige opgør blandt de socialdemokratiske folketingskandidater ved valget den 13. november.

Socialdemokraterne står til en lille tilbagegang ved valget 13. november.

På grund af et exceptionelt stort antal medlemmer, der ikke genopstiller, er der alligevel pæne chancer for genvalg til samtlige af de folketingsmedlemmer, der opstiller - selv om ikke alle kan være sikre på valg.

I det seneste vejede gennemsnit af meningsmålingerne fra professor Søren Risbjerg Thomsen står partiet til 25,0 pct. af stemmerne - en tilbagegang på 0,8 pct. i forhold til valget i 2005 og et tab på 3 mandater. Socialdemokraterne vil således få valgt 44 medlemmer i Folketinget mod 47 i 2005.

Ud fra professor Risbjergs geografiske prognose over, i hvilke storkredse de socialdemokratiske mandater falder, sætter Altinget.dk i dag ansigter og navne på den nye socialdemokratiske folketingsgruppe.

Navnevurderingerne bygger på Søren Risbjerg Thomsens statistisk funderede, geografiske mandatprognose og er alene udtryk for redaktionens samlede vurdering. Den bygger på centrale og lokale partikilder, mediekilder og Altinget.dk's eget indtryk af kandidaterne og deres valgkredse.

Socialdemokraterne står til fire mandater i Københavns Storkreds, fire i Københavns Omegns Storkreds, to i Nordsjællands Storkreds, ét i Bornholms Storkreds, syv i Sjællands Storkreds, fire i Fyns Storkreds, fem i Sydjyllands Storkreds, seks i Østjyllands Storkreds, fire i Vestjyllands Storkreds og seks i Nordjyllands Storkreds. I alt 43 mandater.


De bliver valgt:

Københavns Storkreds
Det første og allermest sikre mandat i Københavns Storkreds vil uden tvivl gå til partiformand og statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt. Trods sin høje post i dansk politik er hun faktisk ganske ny på banen. Hun stillede op til et politisk hverv for første gang ved europaparlamentsvalget i 1999. Med kun 38 stemmer slog hun det mangeårige parlamentsmedlem John Iversen og fik dermed en platform for sit videre politiske virke. Ved valget i 2005 stillede hun op i Østre Storkreds efter først at være blevet vraget af en af vælgerforeningerne på Amager, og hun kom i Folketinget med 4.591 personlige stemmer. Knap var hun trådt ind ad døren på Christiansborg, før hun annoncerede sit kandidatur til den ledige formandspost i partiet efter Mogens Lykketoft, og i en urafstemning blandt partiets medlemmer slog hun den tidligere minister Frank Jensen og var nu pludselig Socialdemokraternes nye formand. Efter en svingende start, dalende meningsmålinger og uheldig håndtering af bl.a. Muhammed-krisen er det lykkedes Helle Thorning-Schmidt at presse regeringen i defensiven på især velfærdsområdet, og hun har i de første to uger af valgkampen vist sig som en formmæssigt dygtig debattør. Meningsmålingerne tyder dog ikke på, at det er nok til at skaffe hende statsministerposten efter valget på tirsdag - med mindre Naser Khader skifter side, eller Helle Thorning-Schmidt pludselig kan trylle syv ekstra mandater frem på valgdagen. Helle Thorning-Schmidt er uddannet cand.scient.pol. og er 40 år gammel.

Andet mandat i København vil sandsynligvis gå til partiets uddannelsesordfører Christine Antorini. Som helt ung var Antorini SF'er og blev kendt som partiets dygtige og sympatiske næstformand - en post, hun besad fra 1991 til 1998. Efterhånden som tiden gik, stod det dog klart, at hun tilhørte partiets højrefløj - ikke mindst i EU-spørgsmålet, som SF debatterede heftigt igennem 90'erne. Hun kom i Folketinget ved valget i 1998, men nedlagde sit mandat allerede året efter og blev sekretariatschef i Forbrugerinformationen og senere bl.a. tv-vært på DR2. Christine Antorini tog skridtet fuldt ud og hoppede til Socialdemokraterne, og hun blev valgt med 5.306 personlige stemmer i 2005. Siden har hun varetaget uddannelsespolitikken og har generelt lagt en mere hård og fagligt tung linje hér sammenlignet med SR-regeringen i 90'erne. Christine Antorini danner privat par med samfundsdebattøren Henrik Dahl. Hun er uddannet cand.comm. i offentlig forvaltning ved RUC og er 42 år gammel.

Login