Her er den nye radikale folketingsgruppe

NYHED: Der er mandefald i vente for De Radikale ved folketingsvalget. Se de overlevende folketingsmedlemmer her.

Det Radikale Venstre risikerer at blive en af folketingsvalgets tabere.

I dagens aktuelle gennemsnit af meningsmålingerne fra professor Risbjerg Thomsen står partiet til 7,3 pct. af stemmerne - det er en tilbagegang på 1,9 pct. og 4 mandater i forhold til valget i 2005.

Dermed skal de radikale folketingskandidater slås om i alt 13 folketingspladser.

Ud fra professor Risbjergs geografiske prognose over, i hvilke storkredse de radikale mandater falder, sætter Altinget.dk i dag ansigter og navne på den nye radikale folketingsgruppe og de kandidater, der kan regne med valg.

Navnevurderingerne bygger på Søren Risbjerg Thomsens statistisk funderede, geografiske mandatprognose og er alene udtryk for redaktionens samlede vurdering. Den bygger på centrale og lokale partikilder, mediekilder og Altinget.dk's eget indtryk af kandidaterne og deres valgkredse.

De Radikale får ifølge prognosen valgt tre kandidater i Københavns Storkreds, én i Københavns Omegns Storkreds, én i Nordsjællands Storkreds, to i Sjællands Storkreds, én i Fyns Storkreds, én i Sydjyllands Storkreds, to i Østjyllands storkreds, én i Vestjyllands Storkreds og én i Nordjyllands Storkreds. I alt 13 mandater.

De bliver valgt:

Københavns Storkreds
Det allerførste radikale mandat falder i Københavns Storkreds, og det går formodentlig til tidligere minister og tidligere statsministerfrue Lone Dybkjær. Hun fik et godt valg i 2005 med 6.235 personlige stemmer i Vestre Storkreds, og det kan hun med stor sandsynlighed regne med igen. Lone Dybkjær sad i Folketinget første gang mellem 1973 og 1977 og igen fra 1979 til 1994. I Schlüters KVR-regering mellem 1988 og 1990 var Lone Dybkjær tillige også en populær miljøminister. I 1992 giftede hun sig med den socialdemokratiske formand Poul Nyrup Rasmussen, og da han var blevet statsminister i 1993, flyttede hun de politiske teltpæle til Bruxelles, hvor hun repræsenterede Det Radikale Venstre i Europa-Parlamentet i to perioder fra 1994 til 2004. Lone Dybkjær er oprindelig uddannet civilingeniør og er i dag 67 år.

Login