Kritik: Nyt kontanthjælpsloft rammer børn hårdt

REFORM: Titusindvis af børn risikerer social eksklusion, fattigdom og udsættelse, når regeringens bebudede kontanthjælpsloft træder i kraft, advarer børneorganisationer. Kommuner skal hjælpe flere i job, og folk skal tage de job, der er, mener DF.

Børn risikerer at blive de helt store tabere med regeringens lovforslag til et nyt, moderne kontanthjælpsloft og nye krav for folk på kontanthjælp om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Social eksklusion, fattigdom og udsættelse kan nemlig blive konsekvenserne.

Sådan lyder det fra Børnerådet og Børns Vilkår, der i deres høringssvar advarer kraftigt mod at vedtage regeringens lovforslag.

”Primært børnefamilier vil opleve et betydeligt fald i deres økonomiske råderum. Flere børn risikerer dermed at blive ensomme og stå uden for fællesskabet, fordi de eksempelvis ikke har råd til fritidsaktiviteter,” siger formand for Børnerådet, Per Larsen.

Regeringen vil eksempelvis for en enlig forsørger på kontanthjælp lægge et loft på 15.031 kroner om måneden. For samlevende og gifte uden børn gælder et loft på 10.849 kroner om måneden. Kontanthjælpsloftet skal give større incitament til at finde et arbejde, lyder regeringens argument.

Ny linje
Og det kan ifølge Børnerådet blandt andet betyde, at omtrent 13.000 enlige forsørgere i gennemsnit mister 1.850 kr. om måneden af deres rådighedsbeløb.

”Det får meget kraftige konsekvenser for børnene. Blot en kort periode i fattigdom kan få store konsekvenser for børnene, som de kan mærke resten af livet. I mange år har dansk socialpolitik været drevet af, at børn, der ikke er skyld i deres families fattigdom, ikke skal lide afsavn. Nu går vi i en anden retning,” siger direktør for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.

Desuden risikerer et stort antal familier at blive smidt ud af deres bolig, fordi de ikke kan betale huslejen. Det frygter Rasmus Kjeldahl, der bakkes op af KL’s høringssvar til lovforslaget.

”Når børn mister deres hjem, kan det føre til et længere forløb med talrige flytninger, der går ud over netværk, skolegang osv. Det er en dårlig spiral,” siger han.  

DF: Flere i arbejde
Sigtet med kontanthjælpsloftet er at få folk i arbejde. Arbejdsmarkedsordfører for Dansk Folkeparti, Bent Bøgsted, pointerer, at kommunerne med lovforslaget skal yde en større indsats for at få modtagere af kontanthjælp i job.

Regeringens beregninger viser, at 700 mennesker kommer i job. Men ifølge Børnerådet kan 13.000 enlige forsørgere miste næsten 2.000 kroner af deres rådighedsbeløb om måneden. Hvad tænker du om det?

”Det er jo netop denne gruppe, som kommunerne skal være ekstra opmærksomme på at finde et job til. Og så skal folk tage de job, der er. Man kan ikke bare lade være med at tage et job, fordi man ikke vil gå ned i ydelse. Sådan hænger samfundet ikke sammen,” siger Bøgsted.

Høringsfristen for lovforslaget udløb 8. januar, mens lovforslaget forventes at træde i kraft 1. april 2016. Regeringen forventer, at kommuner og staten samlet set vil kunne spare cirka en halv milliard kroner ved ændringen.

Læs hele historien på Altinget: social (kræver abonnement). Bestil et gratis prøveabonnement her.

,

Forrige artikel Olsen Dyhr revser venstrefløjen i kønsdebat Olsen Dyhr revser venstrefløjen i kønsdebat Næste artikel Løkke udskyder skatteforhandlinger til efteråret Løkke udskyder skatteforhandlinger til efteråret