V: Rød boligpolitik skader danskerne

DEBAT: Regeringens boligpolitiske forslag er skadelige for danskerne, mener Venstres boligordfører, Louise Schack Elholm. Sæt BoligJob-ordningen og nedrivningspuljen på finansloven, lyder opfordringen.

Af Louise Schack Elholm
Boligordfører, Venstre

Regeringen har lavet en del skadelige ting for boligområdet i deres år i regering. Med deres seneste finanslov har de aflivet BoligJob-ordningen og nedrivningspuljen. To ordninger, der har været gode for Danmark. Derfor adskiller Venstres bud på en kommende finanslov sig afgørende fra regeringens finanslovforslag på disse to områder.

I Venstre ønsker vi med vores finanslovforslag at gennemføre skatte- og afgiftslettelser og hjælpe erhvervslivet på benene igen. Det vil forbedre landets konkurrenceevne markant og dermed skabe flere arbejdspladser og sætte gang i væksten.

Netop af den grund spiller BoligJob-ordningen og nedrivningspuljen en stor rolle i Venstres finanslovforslag. En væsentlig del af de skattelettelser på 4 milliarder kroner, som vi vil give, er en fortsættelse af den populære BoligJob-ordning. Derudover vil vi også stimulere erhvervsudviklingen i hele Danmark ved at have en nedrivningspulje på 100 millioner kroner. Disse to boligpolitiske tiltag er en hjælpende håndsrækning til både de danske familier og det danske erhvervsliv i en ellers hård tid.

BoligJob-ordning vil give danske familier en hjælpende hånd
BoligJob-ordningen blev indført i 2011. Målet med ordningen var at gøre de danske familiers hverdag nemmere ved at give mulighed for at trække udgifter fra i skat til ydelser, der er foregået i hjemmet som eksempelvis istandsættelser af hjemmet, rengøring eller børnepasning. Det har betydet, at en almindelig familie med to voksne og to børn med BoligJob-ordningen har haft mulighed for at trække helt op til 30.000 kroner fra i skat årligt.

Alene i 2011 var der flere end 270.000 danskere, der benyttede sig af ordningen. Det vidner om, at det har været populært og nødvendigt at have ordningen.

BoligJob-ordningen hjælper dog ikke kun mange familier i en travl hverdag. Den formindsker også sort arbejde og gør-det-selv-arbejde og stimulerer dermed jobskabelsen i visse erhverv. Derfor undrer jeg mig meget over, at regeringen i deres finanslovudspil ikke vil videreføre BoligJob-ordningen. En afskaffelse vil hæmme væksten og ramme de mange travle familier, som med ordningen har fået nemmere ved at få hverdagen til at hænge sammen. Derfor har Venstre i vores finanslovudspil da også afsat næsten 2 milliarder kroner til at videreføre ordningen. Det er mig en gåde, hvorfor regeringen ønsker ordningen afskaffet i stedet for at erkende, at ordningens popularitet vidner om dens gavn.

Nedrivningspulje vil skabe nye udviklingsmuligheder for erhvervslivet
Et andet vigtigt boligpolitisk forslag i Venstres finanslovudspil er en videreførelse af nedrivningspuljen. Vi vil afsætte 100 millioner kroner til at nedrive misligholdte bygninger på landet.

Jeg har gennem mit arbejde som boligordfører fokuseret meget på at få revet faldefærdige huse ned i landdistrikterne. Det er nødvendigt, da disse bygninger kan være med til at hive hele byer med i en negativ spiral. For hvem har lyst til at bo med udsigt til en faldefærdig rønne? Med nedrivningspuljen kan man i stedet få fjernet det gamle og ubrugelige og dermed få skabt muligheden for at opbygge noget nyt og bedre. Det vil skabe helt nye udviklingsmuligheder for erhvervslivet og gavne en masse forskellige borgere rundt omkring i landet.

Ved at bevare BoligJob-ordningen og nedrivningspuljen viser vi i Venstre, at vi ønsker at skabe et bedre Danmark ved hjælp af en stærk og idérig boligpolitik. Desværre deles dette ønske ikke af regeringen. De vil hellere aflive BoligJob-ordningen og nedrivningspuljen. Dermed risikerer regeringens boligpolitik at skade danskerne.

 

Forrige artikel Carsten Hansen: Her er mine visioner for boligområdet Carsten Hansen: Her er mine visioner for boligområdet Næste artikel Det lysner for boligmarkedet Det lysner for boligmarkedet