Studerende: Lad os undgå et liberaliseret marked for lejeboliger

Af Johan Munk Wolfhagen
Studerende i London

Ole Birk Olesen (LA) skriver 9. september på Altinget.dk, at boligmarkedet skal sættes frit for at skabe bedre betingelser for udlejere og derigennem lejere. Olesen påpeger blandt andet, at der har være en del tilfælde, hvor private udlejere har brændt nallerne på at udleje til en pris, der ikke har været i tråd med den fastsatte pris.

Det er svært at være uenig i, at det i mange tilfælde er uretfærdigt for den private udlejer, der ikke har haft mulighed for at fastsætte prisen på lejemålet, inden han har indgået en kontrakt, men at det modsat er forholdsvist let for lejeren efterfølgende at udfordre den fastsatte pris.

Det ville i alle henseender være ønskværdigt, hvis den offentligt vurderede leje var langt mere gennemsigtigt, så det er lettere for udlejere og lejere at indgå aftaler. Men at afskaffe den offentlige regulering af lejeaftaler er en dårlig idé af den simple grund, at vi ved, at konsekvenserne er dystre for lejeren.

Boligpriser på himmelfart
Jeg har nu boet i London med min kæreste i et år. Her er meget få regler på lejeområdet og tæt på ingen regulering af, hvad en rimelig husleje er.

Resultatet af den manglende regulering, og det store pres på boligmarkedet generelt, er, at både huspriser og lejeniveauet er i en nærmest konstant eksplosion. En 1-værelses lejlighed beliggende 45-50 minutter fra det indre London koster omkring 12.000 kroner om måneden. Og en 3-værelses i samme område koster på den grimme side af 20.000 kroner.

Et rækkehus på omtrent hundrede kvadratmeter med et frimærke som baghave er ikke ualmindeligt at finde til lige under 20 mio. kroner. Den eneste grund til, at vi har haft råd til at bo her i et år, er, at vi er et par, som kan dele lejen på det værelse, vi bor i.

Selvregulerende boligmarked er utopi
De sociale konsekvenser af sådan et prisleje er til at tage at føle på: Folk med lavtlønsjob er enten tvunget til at flytte ud af byen og pendle hver dag i flere timer eller bosætte sig i helt små lejemål eller sammen med andre familier.

Færre og færre generationer af familier får mulighed for at købe bolig og dermed starte grundlaget for en stabil fremtid. Idéen om, at det frie marked vil regulere sig selv, så dem, der ikke har råd til astronomiske huslejer, også vil blive tilgodeset af entreprenører, fungerer måske på et regneark. Men London viser med al tydelighed, at den forbliver et fatamorgana.

Nødvendig debat om boligpolitikken
Boligpolitikken i København og resten af landet har brug for, at vi ser problemerne i øjnene og får startet en demokratisk debat om, hvad boligmarkedet er til for.

Det må være målet, at vi skaber et boligmarked, hvor lejer og udlejer kan indgå aftaler og have et tillidsbåret forhold til hinanden. Det kræver ikke, at vi sætter huslejen fri, så udlejeren frit kan udnytte lejeren, men det forudsætter heller ikke, at udlejeren ikke har en jordisk chance for at vide, hvad den reelle husleje bør være og dermed kun undgår at tilbagebetale leje på lejerens nåde. 

debat@altinget.dk