S: En aktiv kulturpolitik indikerer et samfunds evne til at tænke stort

DEBAT: Vi skal give plads til drømme og redskaberne til at omsætte dem til virkelighed, men det stigende pres for karakterer og målbare resultater risikerer at spænde ben for kreativiteten, der udvikler et samfund, skriver Orla Hav (S).

Af Orla Hav (S)
Formand for Folketingets Kulturudvalg

Er en aktiv kulturpolitik tilstrækkelig for at skabe udvikling og fremgang?

Det korte svar er nej!

Skal nuancerne med, så er en aktiv kulturpolitik en indikator for et samfunds lyst og evne til at tænke stort.

Obama brugte udtrykket: Hvis vi kan drømme det, kan vi skabe det. En stor del af indholdet i kulturens mange fremtrædelsesformer er jo netop at drømme om mulige nye frembringelser og forsøgene på at give drømmene form og figur.

Sammenhæng er oplagt
Forudsætningen for at give plads for drømme er et uddannelsessystem, der inspirerer børn og unge til at drømme og give muligheder for at give drømmene form.

Det at give form kræver masser af viden eller knowhow. Farver skal vælges, kombineres, disponeres, før et maleri er i stand til at udtrykke skaberens drømme og inspirere iagttagerne.

Det kan gøres på utallige måder. Vi kan ikke sige, at den ene eller anden fremtrædelsesform er mere rigtig end en anden, men vi kan se, om skaberen behersker de grundlæggende fremgangsmåder og metoder.

Sammenhængen mellem aktiv kulturpolitik og vores uddannelsestænkning er oplagt og indlysende. En enkelt løftet pegefinger på vores aktuelle måde at se på uddannelse og skole.

Se på Graham Bell
Det stadigt tiltagende pres for karakter og målbare resultater risikerer at spænde ben for kreativiteten i processen med at omsætte drømme til virkelighed.

Ja, ja, alt det der kan vi jo ikke leve af, vil enkelte sige.

Min påstand er, at det er præcis de samme grundelementer, der er forudsætningen for videnskab og innovation i vores samfund.

Graham Bell må have drømt om at kunne tale med en anden over lang afstand! Virkeliggørelsen af midlet hertil, telefonen, kostede studier, viden, fantasi og fingerfærdighed.

Nu er telefonen i sin traditionelle fremtræden jo nærmest antik; men kaster man et blik også på vores nyere historie, så repræsenter de en sand stjerneparade af nye og mere og mere avancerede muligheder for os som mennesker.

Husk den aktive kulturpolitik
Lad mig blot nævne nogle af de teknologiske løsninger, der gennem de seneste årtier har øget vores oplevelser og muligheder: Radioen blev til grammofon, båndoptager, kassettebånd, CD, DVD, TV, computer, smartphone, ja, listen er nærmest uendelig, og udviklingen er samtidig blevet mere og fri for ledninger, nu sker meget trådløst.

En lignende udvikling har vi haft på medicin- og lægevidenskab. Lægernes stadigt øgede viden sætter dem i stand til at diagnosticere mere og mere præcist, og sideløbende hermed har der kunnet udvikles behandlingsmetoder i form af blandt andet medicin.

Er det ikke blot de få enere, der her nævnes? Jo, men forudsætningen for, at enerne står på et solidt fundament, er, at vi prioriterer plads til at drømme og giver redskaber til at omsætte disse til noget virkeligt.

Nogle af søjlerne her er en aktiv kulturpolitik, et inspirerende uddannelsessyn og åbenhed i forhold til alt det nye, kort sagt et samfund med højt til loftet.

Forrige artikel Lolland-borgmester: Ghettoernes udstødte ender ude hos os Lolland-borgmester: Ghettoernes udstødte ender ude hos os Næste artikel V: Kunst, kultur og foreningsliv er afgørende for udsatte boligområder V: Kunst, kultur og foreningsliv er afgørende for udsatte boligområder