Murer: Den er gal med systemet, når der mangler kvindelige håndværkere
DEBAT: Hvis vi skal ændre på kønsopdeling på arbejdsmarkedet, må vi fokusere på systemet og ikke enkelte kvindelige rollemodeller. Det kræver, at vi grundlæggende ændrer på kulturen og vores ubevidste forventninger til kvinder, skriver Mette Schack Dahlmann.
Af Mette Schack Dahlmann
Murer
Luk øjnene. Forestil dig en håndværker, der står og arbejder på en byggeplads. De fleste af os vil nok fremmane billedet af en mand. Og det er egentlig ikke så underligt, for det er det samfundet fortæller os igen og igen - direkte og indirekte måder – at håndværkeren er en mand.
På reklamer for håndværkerfirmaer og byggemarkeder optræder enten seriøse mænd med værktøj som repræsentant for branchen eller letpåklædte kvinder, der skal fungere som trækplaster for de (mandlige) håndværkere, man gerne vil lokke ind i sin butik.
Skurvognene på byggepladserne er indrettet uden mulighed for at bade eller klæde om bag en lukket dør.
Studievejledningen i folkeskolen er dokumenteret fortsat så kønsstereotyp, at kvinder guides til omsorgsfag og mænd til håndværks- og byggefag.
Det er dumt for samfundet, fordi det kønsopdelte arbejdsmarked fastholdes, og dumt for den enkelte, fordi vejledningen ikke tager udgangspunkt i den enkeltes interesser og talenter, men derimod i om du er dreng eller pige.
Samfundet fastholder kønsstereotyper
Der findes et utal af eksempler på, hvordan samfundet er med til at fastholde ideen om, at håndværkerbranchen kun er for mænd.
Det har den konsekvens, at jeg som kvinde og murer kommer til at føle mig som en gæst i mit eget fag. Og det gør det selvfølgelig vanskeligt for branchen at rekruttere flere kvinder, når man hele tiden fortæller os, at vi ikke hører til her. Det er for mig helt åbenlyst.
Derfor ville jeg også ønske, at man ville fokusere på de strukturer, der skaber det kønsopdelte arbejdsmarked i stedet for på os kvindelige håndværkere, når man skal finde løsninger på problemet.
Fix systemet fremfor kvinderne
Jeg bliver tit fortalt, at jeg er rollemodel. Og jo tak. Jeg er da stolt af at kunne inspirere andre. Men det er også et meget stort ansvar at lægge på mine skuldre, og på en måde er jeg også dømt til at fejle.
For hvordan skulle jeg kunne ændre på en hel kultur, ene kvinde på en byggeplads? Og hvor holdbart er det, hvis jeg ikke er på byggepladserne mere?
Jeg har i forvejen skulle kæmpe hårdt for min plads i håndværkerfaget. Det har jeg råbt højt om, fordi jeg ikke vil finde mig i at blive dårligere behandlet på grund af, hvem jeg er. Men jeg kan også godt forstå, hvis unge kvinder står på den anden side og tænker: Det der er sgu ikke noget for mig.
Hvis vi vil forstå, hvorfor der findes så få kvindelige håndværkere – og ikke mindst ændre på det – må vi forsøge at ændre grundlæggende på vores kultur i samfundet og de ubevidste forventninger, vi har til mænd, kvinder og håndværkere.
Derfor siger jeg: fix systemet fremfor kvinderne. Det er ikke os, der er problemet.
KL: En solid boligaftale er både grøn og social
Realdania: Seniorbofællesskaber er fremtiden, hvis vi dropper stereotyperne
