Landsbyerne i Danmark: Lad os ikke i stikken

DEBAT: Hele Danmark skal have adgang til højhastighedssamfundet, og landsbyerne og landdistrikterne skal derfor have bedre lånemuligheder samt fibernet og bedre mobildækning. Det skriver Carsten Abild, formand for Landsbyerne i Danmark.

Af Carsten Abild
Formand for Landsbyerne i Danmark

Planloven skal liberaliseres, men der skal også være lånemuligheder, fibernet og mobildækning på landet.

Et landsbysamfund, hvor der ikke kan sælges huse og købes boliger, sygner hen. Sælgere, f. eks. ældre landsbybeboere, vil være stavnsbundne, og købere, f. eks. børnefamilier, kan ikke flytte til landsbysamfundet.

Vore landsbyer og landdistrikter er i en sådan alvorlig situation. Baggrunden er banker, sparekasser og kreditforeningers tilbageholdenhed med at give lån til huse og erhverv på landet.

Det er almindeligt kendt, at boliger i landsbyer og landdistrikter, der har en værdi på en halv million kroner eller mindre, ikke kan få kreditforeningslån. Det er ligeledes kendt, at ejendomme, der skønnes vanskelige at omsætte inden for et halvt år, ikke kan få lån.

Som det fremgår af den aktuelle debat, er det ikke alene boliger på landet, der har store låneproblemer. Det gælder også erhverv på landet, f. eks nærbutikker, cafeterier, iværksættere, håndværk, småindustri m. v. Der er også brug for lånemuligheder til renovering, forbedringer, kloakering, jordvarme, fibernet osv. Kan landsbyer og landdistrikter ikke få lån, dør de.

”Landsbyerne i Danmark” foreslår derfor, at regeringen og Folketinget gør det muligt med statsgaranterede lån. Et forslag kunne være: Kreditforeningslån på 60%, 20% statsgaranteret lån og endelig 20% fra banker, sparekasser, private midler m.v.

Lån, fibernet og mobildækning
Lige så vigtigt som gode lånemuligheder på landet er fibernet og mobildækning. Landsbysamfundene, landdistrikter og øsamfund skal ikke lades i stikken og køres ud på et digitalt sidespor. Hele Danmark skal have adgang til højhastighedssamfundet,

Fibernet og mobildækning i vore landsbyer, landdistrikter og øer kan skabe ny bosætning og hjemmearbejdspladser, skabe iværksættere og arbejdspladser i håndværk og småindustri, udvikle højteknologiske virksomheder og sikre moderne turisme. Fibernet og mobildækning er lige så vigtigt for et levende samfund som el, vand og kloakering.

Med fibernet og mobildækning skabes der mere liv på landet. Hermed styrkes landsbyskolen, børnehaven, forsamlingshuset, foreningslivet, det folkelige fællesskab, frivilligheden, medbestemmelse m. v. Fibernet og mobildækning sikrer et bedre skattegrundlag for kommunens borgere.

Fibernet giver adgang til telemedicin og til patientkufferten, så ture til sygehus og indlæggelser kan erstattes af eget hjem. Også fjernundervisning er muligt med fibernet, så undervisning og uddannelse fra den store verden kan komme til vore landsbysamfund og øer.

Lån, fibernet og mobildækning skaber liv på landet.

Forrige artikel Videncenter: Tag fat her, Støjberg og Troels Lund! Videncenter: Tag fat her, Støjberg og Troels Lund! Næste artikel Lektor: Drop Morten Korch-idyllen Lektor: Drop Morten Korch-idyllen
Grønt overblik: Det skal du holde øje med

Grønt overblik: Det skal du holde øje med

Minister skal i samråd om kontroversiel forskningsrapport om bundtrawling, Transportudvalget rejser til Tyskland og to partier på højrefløjen mødes i weekenden. Her er, hvad du skal holde øje med i den kommende uge.