Købmænd: Stop meningsløs udbygning af butikscentre uden for byerne

DEBAT: Udbygningen af butikskvadratmeter udenfor byerne bør stoppes til gavn for klimaet, levende bymidter og detailhandel i landdistrikterne, skriver De Samvirkende Købmænds direktør.  

Af John Wagner
Direktør, De Samvirkende Købmænd

Erhvervsministeriet er i øjeblikket i gang med en evaluering af den liberalisering af planloven, som blev gennemført i 2017, hvor ikke mindst detailhandelsområdet blev liberaliseret væsentligt med muligheden for, at alle kommuner kan udvide og nyetablere eksternt beliggende aflastningscentre.

Hvordan er det så gået, siden loven blev liberaliseret?

Svaret fremgår direkte af Erhvervsstyrelsens egen redegørelse fra november 2019, som desværre meget klart viser, at for så vidt angår planlægningen af aflastningscentrene, er det med et godt gammelt udtryk gået grassat.

Der er alene i perioden fra 1. juli 2017 til 31. december 2018 udlagt mere end 500.000 nye butikskvadratmeter alene i aflastningsområderne.

Hertil kommer alle de kvadratmeter, der er udlagt i 2019 og 2020, og de kvadratmeter, der planlægges i lokalcentre og som enkeltstående dagligvarebutikker.

Kan coronakrisen få os på bedre tanker? 
Disse tal skal sammenholdes med det faktum, at allerede ved udgangen af 2019 var 6,6 procent af butikslokalerne herhjemme udbudt til leje eller salg ifølge ejendomstorvet.dk – og så stort et udbud er der aldrig før registreret.

Alene på den baggrund er det overordentligt vanskeligt at se, at der skulle være behov for så mange nye butikskvadratmeter.

Oven i alt dette kommer så den stadigt stigende e-handel.

Allerede før coronakrisen forudsagde Institut for Centerplanlægning, at der på grund af de ændrede forbrugsmønstre med blandt andet e-handel ville blive mere end to millioner kvadratmeter til overs i 2030 ud over den halve million kvadratmeter, der efterfølgende er planlagt i aflastningsområderne.

Det er her på sin plads at spørge, om der skulle en coronakrise til for at få os alle på bedre tanker og stoppe den efterhånden meningsløse udbygning af butikskvadratmeter uden for byerne? Måske.

Skal vi ikke i stedet gøre en ekstraordinær indsats for at værne om alt det gode, som vi trods alt fortsat har – og som rigtigt mange af os gerne vil bevare?

Beboere i landdistrikter siger fra 
Erhvervsministeren bør sætte en effektiv stopper for den fortsatte udbygning af aflastningsområderne med de store butikker, så vi i fællesskab kan stå sammen – og helt i klimaets og bæredygtighedens ånd – styrke bymidternes attraktivitet som mødested for detailhandel, restaurationer og caféer, kulturliv og offentlig service.

Kun på den måde kan vi sikre levende bymidter i købstæderne og en levende detailhandel også i de mindre byer og landdistrikter.

I landdistrikterne er der heldigvis meget, der allerede nu tyder på, at beboerne siger fra over for den stigende centralisering. Der er de senere år udbygget eller etableret op mod 90 borgerfinansierede butikker, og de går godt.

Derfor skal vi nu sikre os, at også købstædernes bymidter fremover kan bevares til glæde og gavn for os alle – og på en måde, så butiksejerne med sindsro kan se fremtiden i møde.

Grib ind, inden det er for sent
Der er givetvis mange veje, man kan gå, for at sikre bevarelsen og udbygningen af attraktive bymidter. En af dem kan være at give mulighed for og støtte til at udvikle tiltag i stil med de Business Improvement Districts (BID’s), som med stor succes er gennemført i en række større og mindre danske byer.

Med et BID går kommune, butiksindehavere, ejendomsbesiddere, liberale erhverv, kulturliv og andre relevante parter sammen og sætter mål og aktiviteter i et forpligtende samarbejde – alt sammen med det formål at bevare bymidternes attraktivitet.

Det er nu, vi og ikke mindst erhvervsministeren har muligheden for at gribe ind – inden det bliver for sent. 

Forrige artikel Debat: Sådan kan almen renovering møde vores tre store kriser samtidig Debat: Sådan kan almen renovering møde vores tre store kriser samtidig Næste artikel Blik & Rør: Regeringen skal ikke lade storindustrien definere klimapolitikken Blik & Rør: Regeringen skal ikke lade storindustrien definere klimapolitikken