Hjort beklager forkerte udbetalinger af boligydelse

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) på Folketingets talerstol under forespørgselsdebat om boligydelsen 16. december 2015. 

BOLIGYDELSE: Udbetaling Danmark har administreret efter den foreslåede boligydelse, selvom regeringen har trukket lovforslaget. Det betyder forkert udbetaling af boligydelse til 325.000 pensionister til januar. Hjort beklager. 

"Jeg beklager det skete, og gør skaden god igen hurtigst muligt", lød meldingen fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) fra Folketingets talerstol, efter Udbetaling Danmark har oplyst, at 325.000 danskere til januar uretmæssigt vil få udbetalt forkert boligydelse.

Det sker på trods af, at regeringen i går trak det omstridte lovforslag om boligydelsen tilbage og dermed udskyder forhandlingerne om det til foråret. 

DF og V var ikke bekendte med forkerte udbetalinger
Enhedslistens Finn Sørensen rejste allerede spørgsmålet om Udbetaling Danmarks administration af boligydelsen tidligt i debatten i spørgsmål til Dansk Folkepartis finansordfører René Christensen såvel som Venstres finansordfører Jacob Jensen. Begge repræsentanter fra partierne var dog ikke bekendte med det forhold. 

"Kan ordføreren bekræfte, at Udbetaling Danmark allerede administrerer i henhold til det lovforslag, som nu er trukket tilbage, hvilket betyder, at 325.000 modtagere af boligydelse om meget kort tid får mindre i boligydelse eller en anden boligydelse end den, de havde regnet med at få i januar 2016?"

"Det kan jeg hverken be- eller afkræfte, men jeg håber ikke det er sandt", lød det fra René Christensen, som fortsatte:

"Hvis det er rigtigt, så har vi bestemt en udfordring i forhold til den måde, man fører forvaltning på - at man udmønter lovgivning, der ikke er vedtaget i Folketinget, hvis det skulle være rigtigt, men jeg ved det ikke." 

Finn Sørensen stillede senere samme spørgsmål til finansordfører Jacob Jensen (V).

"Jeg går ud fra, at man som myndighed administrerer efter den lovgivning, der bliver vedtaget her i Folketinget. Men hvis Finn Sørensen er bekendt med andre oplysninger, så er det da meget relevant at få frem," lød det fra Jacob Jensen (V),

Jacob Jensen måtte være "svar skyldig" i forhold til at be- eller afkræfte, om han var bekendt med, at Udbetaling Danmark er påbegyndt den forkerte administration. 

 

 

  

 

 

 

Forrige artikel Mette Frederiksen griller Løkke om boligydelse Mette Frederiksen griller Løkke om boligydelse Næste artikel Udflytning: Det er op til de enkelte ministre Udflytning: Det er op til de enkelte ministre