Løkke: Ghettoudspil udgør et liberalt dilemma

Det falder ikke statsministeren nemt at bestemme, om børnene skal gå i børnehave. Det går imod det liberale grundsynspunkt, men det er nødvendigt. Sådan forklarede Løkke under fremlæggelsen af regeringens ghettoudspil torsdag middag. Video: Ritzau/Altinget.dk

VIDEO: Regeringen fremlagde torsdag ghettoudspil med skærpede krav, som går imod regeringens liberale grundsynspunkter og "får regeringen til at slå knude på sig selv".

Regeringen fremlagde torsdag sit ventede ghettoudspil i Mjølnerparken på Nørrebro i København.

Og regeringen lægger i udspillet blandt andet op til at stille krav om, at forældre i ghettoområder sender deres børn i institution.

Flere journalister ville vide, hvordan det krav kunne hænge sammen med en regering, som partiformand Anders Samuelsen (LA) har kaldt for den mest liberale regering i årevis.  

I første omgang svarede økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), at liberalisme også handler om at sikre børn, der vokser op i ghettoområder, muligheder på lige fod med andre børn – og at liberalisme i sidste instans også handler om at kunne forsørge sig selv.

Snart efter kom statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sin økonomi- og indenrigsminister til undsætning. 

Statsministeren forklarede, at kravet om at forældre i ghettoområder skal sende deres børn i institution, går imod, hvad regeringen normalt ville kæmpe for.

"Det falder mig da ikke nemt at sige, at jeg skal bestemme, om børnene skal gå i børnehave," forklarede Løkke. 

Det gør ondt at skulle bestemme over områder, som regeringen normalt ville ønske, man kunne overlade til borgerne, fortsatte han.

"Når vi så pludselig oplever, at nogle bruger de frihedsgrader, som systemet giver, til at formørke deres børn, så bliver vi udfordrede," sagde statsministeren.

Men de liberale kerneværdier forudsætter fælles værdier, som netop ikke er til stede i ghettoområderne, forklarede Løkke som begrundelse for at sætte liberalismen på standby.

Se uddrag fra pressemødet i videoen ovenfor. 

Læs mere om udspillet her.

Forrige artikel Altinget lancerer nyt medie om udflytning Altinget lancerer nyt medie om udflytning Næste artikel Bygningsstyrelsen henter ny direktør i Københavns Kommune Bygningsstyrelsen henter ny direktør i Københavns Kommune