Gør, hvad du siger, minister!

DEBAT: Ministeren for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), lover først at komme bolighajer til livs, men handler ikke, da Folketinget førstebehandler lovforslaget et halvt år efter. Sådan skriver DF's boligordfører, Karina Adsbøl, i et debatindlæg.

Af Karina Adsbøl
Boligordfører, DF

Som det nok er de fleste bekendt, så er jeg nyvalgt til Folketinget.

Jeg har fra starten af været indstillet på, at jeg skulle lære mange nye ting og også indstille mig på, at tingene foregår noget anderledes på Christiansborg, end de for eksempel gør på en normal arbejdsplads. På en almindelig arbejdsplads er der jo typisk en chef, der træffer beslutningerne, og så handler man derefter.

Intet parti i Folketinget har 90 mandater, og så skal man jo selvsagt indgå kompromisser for at blive enige om tingene. Så langt, så godt.

Men jeg må indrømme, at jeg ikke havde forberedt mig på, at politikere fra andre partier i pressen først kunne blive enige om, at noget var meget fornuftigt for så bagefter i Folketinget at komme med 117 undskyldninger og bortforklaringer på, hvorfor det fornuftige alligevel ikke var fornuftigt.

Jagten på bolighajernes korruption
Lad mig give et meget konkret eksempel. I 2011 skrev Ekstra Bladet om bolighajer, der tager penge under bordet, for at en lejer kan få lov til at leje en bolig. En undersøgelse blandt 3.000 unge fra sommeren 2011 viste, at 6,6 procent havde oplevet, at de skulle betale ekstra husleje under bordet, så der er tale om et stort problem (Frederiksborg Amts Avis 25/6 2011).

Ekstra Bladet kunne desuden fortælle, at en udlejer i mindst 17 tilfælde havde krævet mellem 30.000 og 45.000 kroner under bordet pr. lejlighed, men manden fik tiltalefrafald på grund af forældelse.

Der er ingen tvivl om, at der er noget galt med lovgivningen på området, så med andre ord er der tale om en sag, som politikere naturligvis skal reagere på. Det gjorde jeg så og fremlagde et beslutningsforslag.

Beslutningsforslaget indebar, at straffen for dusørpenge forhøjes til fængsel i et år og en måned, og at forældelsesfristen forlænges til fem år. Ekstra Bladet kunne så bagefter skrive, at det ville blandt andre Socialdemokraterne gerne være med til. I øvrigt bakkede også Lejernes LO op om forslaget.

Ministeren handler ikke
Nu skruer vi så tiden frem til 9. februar 2012, hvor beslutningsforslaget blev førstebehandlet i Folketinget. Her lød det så fra ministeren for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), at regeringen ikke kunne støtte beslutningsforslaget. Og som afslutning fik vi lige lidt varm luft fra ministerens side: "Så vil jeg godt lige tilføje, at det er klart, at det her er nogle alvorlige sager. Det ser alvorligt ud i en sag som den, der var i Ekstra Bladet, og derfor vil jeg sige, at det er vigtigt, at vi får kastet lys over de sager. Derfor vil jeg også godt takke for det her forslag, så vi kan få diskuteret, hvad der i virkeligheden er op og ned i den slags sager."

Så jo, minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) vil da gerne sige, at han synes, at noget er et alvorligt problem, men han agter så absolut ikke at gøre noget ved det. Det, synes jeg, er en meget trist måde at handle, eller rettere ikke at handle, på.

Forrige artikel "Lejernes nostalgiske drøm holder ikke" Næste artikel Den kroniske skyld