Forsker: Fokus på byudvikling i Køben­havn belaster hovedstadsområdet

Af Jesper Pagh
Adjunkt i byplanlægning, Institut for mennesker og teknologi, Roskilde Universitet

Hvad vil det overhovedet sige at bo i København?

I de fleste sammenhænge sættes der lighed mellem "København" og "Københavns Kommune" – hvori man også finder Vanløse, Valby og Vigerslev, men hverken Tårnby, Brøndby eller Lyngby – men det er ikke særlig meningsfuldt og i de fleste henseender uhensigtsmæssigt for planlægningen for hovedstadsområdet.

Her fra Indre By, hvor jeg bor, er der cirka 12 kilometer til Novembervej på grænsen til Gladsaxe Kommune. Det er en anden verden, men verden stopper ikke dér, tværtimod hænger det, der foregår på den ene og den anden side af vejen, uløseligt sammen.

Så hvor går man hen, når man er fra Novembervej, som Nik & Jay synger? Måske lige så gerne i Værløse Bymidte som på Strøget. Der er i hvert fald lige langt.

Hver kommune for sig
Efter det regionale niveau i planlægningen forsvandt med strukturreformen i 2007, har det været hver kommune for sig – gerne på bekostning af de andre.

Det er ikke tilfældigt, men et bevidst politisk valg – og hvis man genbesøger debatten om planlovsændringerne i 2015 til 2016, vil man se, at netop de enkelte kommuners ret til "selvbestemmelse" var et centralt tema.

Groft sagt er det i Københavns Kommunes interesse, at det ikke lykkes for omegnskommunerne at tiltrække alt for mange investorer til byudviklingsprojekter på den anden side af Novembervej – for man har brug for pengene til at udvikle nye boligområder inden for kommunegrænsen, så man kan tiltrække nye borgere, der kan styrke kommunens skattegrundlag.

Og når det gælder salg af byggeretter på By & Havns områder, skal pengene bruges til at betale af på metrogælden. Sådan er det; byplanen er også en forretningsplan.

Fokus belaster infrastrukturen i hele hovedstaden
Men det meget store fokus på byudvikling i Københavns Kommune trækker ikke kun investorer væk andre steder fra. Det belaster infrastrukturen i hele hovedstadsområdet uden samtidig nødvendigvis at bidrage med noget.

Det går med andre ord i mere end én forstand ud over omegnskommunerne, at det går godt i København, og det bliver (i hvert fald så længe det går godt) en selvopfyldende profeti, at indbyggertallet vokser inden for Københavns kommunegrænse, så længe det er dertil, at investorerne flokkes for at bygge nyt.

Det er den funktionelle region, der udgøres af Københavns Kommune og omegnskommunerne, det er interessant og nødvendigt at planlægge for – ikke blot de enkelte kommuner.

Gør spørgsmålet overflødigt
Ser man på på tingene i andre skalaer end den kommunale – både den større regionale og den mindre inden for de enkelte kommuner – ser bosætnings- og erhvervsstrukturer, prisudviklingen på fast ejendom, mobilitets- og investeringsmønstre helt anderledes ud, og der kan etableres et langt stærkere grundlag for at koordinere planlægningen i hovedstadsområdet – særligt den infrastrukturplanlægning, der skal binde regionen bedre sammen med udgangspunkt i hverdagens mobilitet.

I et høringssvar til den seneste revision af Landsplandirektivet foreslog "en gruppe ældre planlæggere", der blandt andet tæller tidligere landsplanchef Niels Østergaard, at man etablerede en enhed til at tage sig af netop dette.

En sådan enhed skal ifølge forslagsstillerne sikre, at der træffes beslutninger af hensyn til helheden, at udviklingen løbende kan følges i regionen, og at der kan sikres et politisk ejerskab til Fingerplanen gennem en løbende dialog mellem regeringen og de enkelte kommunalbestyrelser. Det er en god idé.

På kort sigt vil det måske nok af nogen opfattes som en svækkelse af særligt Københavns Kommunes ret til selv at bestemme, men på lang sigt vil det være til gavn for borgere på begge side af Novembervej, og gøre spørgsmålet om, hvem der skal bo i København overflødigt, for der vil blive plads til alle.

debat@altinget.dk