Forenkling er målet

DEBAT: Ved ikke at tage udgangspunkt i Enighedslisten spænder boligministeren ben for forenklingsprocessen, skriver Karina Adsbøl, boligordfører for Dansk Folkeparti.

Af Karina Adsbøl (DF)
Boligordfører

Der er vist ingen tvivl om, at der er behov for ændringer i lejeloven og boligreguleringsloven. Lovene er så indviklede, at de for mange nærmest er uforståelige. Det bør ikke være sådan i et retssamfund, at lovene om noget så vigtigt som ens bolig er så komplicerede, at man skal have eksperthjælp for at forstå dem.

Det kan jo få store konsekvenser for den enkelte familie, hvis det viser sig, at noget er misforstået. Derfor hilser vi det i Dansk Folkeparti særdeles velkomment, at der bliver lavet en forenkling af lovene på området. Det vil gavne alle aktører på området, uanset om man er lejer, udlejer, interesseorganisation eller andet.

Problemet er så, at boligminister Carsten Hansen (S) har håndteret forløbet meget kluntet. For regeringen lagde sådan set meget fornuftigt ud med løfter om forenklinger på området, men så gik der så at sige politik i det.

Et af de store problemer er nemlig, at der skal findes en løsning, der ikke stiller lejerne dårligere, og så vil der være udfordringer i forhold til at nå frem til målet. Men netop her har boligministeren indtil videre gjort en meget dårlig figur.

Ministeren spænder ben 
I Dansk Folkeparti er vi meget utilfredse med, at Carsten Hansen har spændt ben for den langvarige proces. Han vil nemlig ikke tage udgangspunkt i den såkaldte Enighedsliste. Enighedslisten er 57 punkter, hvor der er enighed mellem de tre lejerforeninger Danmarks Lejeforeninger, Lejernes LO, Bosam og så Ejendomsforeningen Danmark og Danske Udlejere på udlejersiden.

I vores optik er Enighedslisten en god liste at tage udgangspunkt i. Lejere og udlejere er jo de to væsentligste og vigtigste interessenter i sagen, ligesom det også er dem, der ved, hvor der er behov for lovændringer.

Men af komplet uforståelige årsager har ministeren altså valgt at lade være med dette og blandt andet kommet med for eksempel et forslag om pristalsregulering af huslejen i privat udlejningsbyggeri.

Det er et forslag, som lejerne næppe nogensinde vil acceptere, og ministerens soloridt har nu bragt forhandlingerne ud i et særdeles vanskeligt farvand. Det på trods af, at der som nævnt er et akut behov for forenklinger på området, og at dette behov har eksisteret ganske længe.

Regeringen anerkender ikke problemerne
Med ministerens ageren virker det mest af alt, som om Carsten Hansen og regeringen slet ikke er indstillet på at gøre noget ved problemerne på området.

For det giver sig selv, at en forenkling må gøres på en måde, som både lejere og udlejere kan acceptere, men det virker ikke, som om regeringen anerkender dette.

Jeg er så klar over, at Carsten Hansen siger, at han gør dette, men med hans nye forslag, som ikke kommer fra Enighedslisten, gør han altså noget modsat.

Nu går forhandlingerne snart i gang, og selvom opstartsfasen har været utilfredsstillende, vil Dansk Folkeparti gå ind i de snarlige forhandlinger med en positiv og konstruktiv tilgang. Vi vil nemlig meget gerne være med til at lave forenklinger i lovene, der gør livet nemmere for lejere og udlejere. Vi håber meget, at regeringen vil det samme.

Forrige artikel Strukturelle barrierer for "Housing first"-strategi Næste artikel Kommune og boligorganisation skal gå sammen