Fattige lejere har brug for økonomisk støtte, ikke rådgivning

DEBAT: Hvad gør et fornuftigt menneske, som skal vælge mellem at købe mad til sine børn og betale husleje? Det dilemma er flere og flere danskere stillet over for, skriver formanden for Lejernes LO.

<img align="left" src="@nyimg=6731@" />Af Helene Toxværd
Formand for Lejernes LO

Antallet af fattige børn er stigende. Samlet er der nu næsten 65.000 fattige børn i Danmark.

Det er en stigning på over 13.000 børn på bare ét år, hvilket svarer til en stigning på 26 procent.

Antallet af lejere, der bliver sat ud af deres boliger, er mere end fordoblet fra 2002 til 2009. I 2009 sattes 3.912 lejerhusstande på gaden. For 2010 tegner tallet til at blive op mod 5.000 udsættelser.

Ligegyldige pjecer og plakater
Her i begyndelsen af august 2010 tog det officielle Danmarks reaktion på dette enorme, sociale problem fart - med en informationskampagne (!) fra Socialministeriet, som i bedste fald er er ligegyldig: plakater og pjecer!

En plakat, der fortæller, at man skal huske at betale husleje. Pjecer, der fortæller, at man skal huske at betale husleje, og at kan man ikke finde ud af det, så skal man søge rådgivning i det hos sin kommune. Denne kampagne er nu fulgt op af en udmelding om, at man skal kunne kræve, at lejerne betaler deres husleje over PBS.

I Socialministeriet klynger man sig nemlig til illusionen, at udsættelserne skyldes, at de udsatte lejere blot har et problem med at finde ud af at betale lejen til tiden, altså at udsættelserne blot er et spørgsmål om at kunne finde ud af at tage huslejeopkrævningerne alvorligt.

En hån mod fattige lejere
Det er utvivlsomt, at nogle af udsættelserne skyldes, at lejere ikke kan overskue deres økonomi, men i en rapport fra 2008 slår SFI fast, at den primære grund til, at lejere ikke betaler deres husleje er, at de simpelthen ikke har pengene på grund af en meget lav disponibel indkomst.

Derfor er det en hån mod fattige lejere, at man prøver at spise dem af med nogle banale råd om privatøkonomi. Skal vi bevæge os væk fra den virkningsløse hattedamepolitik, skal der sættes ind på flere områder.

Lavindkomstgrupperne skal sikres bedre økonomi, f.eks. ved at den individuelle boligstøtte forbedres. Helt overordnet handler det om at få bygget betalelige boliger også til lavtlønnede borgere. Og så må regeringen se at få lukket for de huller, der betyder, at betalelige boliger omdannes til dyre lejligheder.

I dag sættes der 10 husstande på gaden, og det gør der også i morgen og resten af ugen. Børn og voksne i tusindvis mister deres hjem. Det gælder om at handle nu.

Forrige artikel Udlejere efterlyser en forenklet lejelov Næste artikel Behov for bedre varedeklaration af andelsboliger