Udlejere efterlyser en forenklet lejelov
DEBAT: Jeg siger det igen: Vi bør have en stærkt forenklet lejelovgivning. En række artikler i Politiken viser, hvor uretfærdige og håbløse reglerne om lejefastsættelse er, skriver formanden for Ejendomsforeningen Danmark.
Af John R. Frederiksen
Formand i Ejendomsforeningen Danmark
Lejere og udlejere er enige om, at lejeloven skal forenkles. Det er jeg glad for, at Helene Toxværd, formand for Lejernes LO, også gav udtryk for i sit første debatindlæg her på Altinget.dk.
Det er også positivt, at hun mener, at reguleringen af de private udlejningsboliger bør opdateres:
"Som lejer i 2010 og fremover bør man betale en leje, som dækker de omkostninger, ejeren har - herunder også et rimeligt afkast til ejeren - uanset hvornår boligen er opført."
For så tror jeg efterhånden på, at vi kan komme i gang med en modernisering af de alt for gamle regler, som gælder for boliger, der er opført før 1992.
Loven er ude af trit med markedet
Politiken bragte i august og september en række artikler om, hvordan mange private udlejere har vanskeligt ved eller umuligt kan fastsætte lejen lovligt.
Hvis eksempelvis en privat fremlejer sin bolig ud, kan man for eksempel ikke få oplyst hos huslejenævnet, hvad man må tage i husleje. Der findes heller ikke en statistik fra huslejenævnene, som kan give en pejling på, hvad en udlejer kan tage for en konkret lejlighed.
Der er således ingen retssikkerhed for disse udlejere. Vi har derfor opfordret socialminister Benedikte Kiær (K) til at udvikle en sådan statistik. Vi har selv et par forslag til, hvordan statistikken kan udmøntes. I en af Politikens artikler giver journalisten et godt billede på udlejers usikre retsstilling:
"Forestil dig, at du driver en butik, hvor du ikke kan få at vide, hvad du må tage for varerne. Til gengæld ved du, at hvis nogen klager, kan myndighederne sætte dine priser ned og kræve, at du skal betale prisforskellen tilbage til kunderne - med et års tilbagevirkende kraft".
Man kan ikke tage den reelle pris
Både udlejere og lejere har svært ved at gennemskue de mange regler. Boligejere, som lejer deres ejerbolig ud, klager over lovens uforståelige paragraffer.
De undrer sig over, at de ikke kan medtage alle deres udgifter i huslejen, eller at boligens beliggenhed ikke påvirker huslejen. Mange af disse - ofte unge mennesker - kommer i alvorlige økonomiske vanskeligheder på grund af den totalt manglende logik i huslejefastsættelsen.
Noget som Sverige for længst har droppet og nu har erstattet med en såkaldt forhandlingsleje, som lejere og udlejere i fællesskab bliver enige om.
På udlejningsmarkedet har lejer altid frihed til at sige sin lejlighed op med rimelig kort varsel. Når man køber en bolig, har boligkøberen en frist på blot seks hverdage til at fortryde en af de største beslutninger i sit liv. Udlejer må leve med en risiko for, at lejeren, som i forvejen har en stor fleksibilitet, kan gå til huslejenævnene og få lejen nedsat i helt op til et år efter, at lejeaftalen er underskrevet.
Netop dette forhold har ligefrem fået nogle lejere til at spekulere i at få huslejen sat ned. Et eksempel fra det virkelige liv er: En lejer siger ja til en lejlighed. Derefter venter lejer næsten et år, der er fristen for at klage, og indbringer herefter sagen for huslejenævnet. Det er ikke rimeligt og slet ikke, hvis vi sammenligner med reglerne ved et boligkøb.
Et marked med mobilitet - tak
Huslejereguleringen har også en anden kedelig konsekvens. Lejeboligerne burde sikre den nødvendige mobilitet på boligmarkedet. Men de kunstigt lave huslejer gør de ældre lejeboliger så attraktive, at de udelukker boligsøgende, der gerne vil ind på udlejningsmarkedet, eksempelvis børnefamilier.
Socialminister Benedikte Kiær har i et debatindlæg oplyst, at hun vil forhandle med organisationerne om en regelforenkling af lejelovene. Jeg håber, at vi også snart får en moderne og retfærdig lejelov, når det gælder lejefastsættelse. Derved får vi et privat udlejningsmarked i balance, som vil gøre markedet mere åbent og dermed skabe større mobilitet blandt lejerne.
Vi er klar til at komme med konstruktive indspil i en forhandlingsrunde - navnlig med en minister for bordenden!
Formand i Ejendomsforeningen Danmark
Lejere og udlejere er enige om, at lejeloven skal forenkles. Det er jeg glad for, at Helene Toxværd, formand for Lejernes LO, også gav udtryk for i sit første debatindlæg her på Altinget.dk.
Det er også positivt, at hun mener, at reguleringen af de private udlejningsboliger bør opdateres:
"Som lejer i 2010 og fremover bør man betale en leje, som dækker de omkostninger, ejeren har - herunder også et rimeligt afkast til ejeren - uanset hvornår boligen er opført."
For så tror jeg efterhånden på, at vi kan komme i gang med en modernisering af de alt for gamle regler, som gælder for boliger, der er opført før 1992.
Loven er ude af trit med markedet
Politiken bragte i august og september en række artikler om, hvordan mange private udlejere har vanskeligt ved eller umuligt kan fastsætte lejen lovligt.
Hvis eksempelvis en privat fremlejer sin bolig ud, kan man for eksempel ikke få oplyst hos huslejenævnet, hvad man må tage i husleje. Der findes heller ikke en statistik fra huslejenævnene, som kan give en pejling på, hvad en udlejer kan tage for en konkret lejlighed.
Der er således ingen retssikkerhed for disse udlejere. Vi har derfor opfordret socialminister Benedikte Kiær (K) til at udvikle en sådan statistik. Vi har selv et par forslag til, hvordan statistikken kan udmøntes. I en af Politikens artikler giver journalisten et godt billede på udlejers usikre retsstilling:
"Forestil dig, at du driver en butik, hvor du ikke kan få at vide, hvad du må tage for varerne. Til gengæld ved du, at hvis nogen klager, kan myndighederne sætte dine priser ned og kræve, at du skal betale prisforskellen tilbage til kunderne - med et års tilbagevirkende kraft".
Man kan ikke tage den reelle pris
Både udlejere og lejere har svært ved at gennemskue de mange regler. Boligejere, som lejer deres ejerbolig ud, klager over lovens uforståelige paragraffer.
De undrer sig over, at de ikke kan medtage alle deres udgifter i huslejen, eller at boligens beliggenhed ikke påvirker huslejen. Mange af disse - ofte unge mennesker - kommer i alvorlige økonomiske vanskeligheder på grund af den totalt manglende logik i huslejefastsættelsen.
Noget som Sverige for længst har droppet og nu har erstattet med en såkaldt forhandlingsleje, som lejere og udlejere i fællesskab bliver enige om.
På udlejningsmarkedet har lejer altid frihed til at sige sin lejlighed op med rimelig kort varsel. Når man køber en bolig, har boligkøberen en frist på blot seks hverdage til at fortryde en af de største beslutninger i sit liv. Udlejer må leve med en risiko for, at lejeren, som i forvejen har en stor fleksibilitet, kan gå til huslejenævnene og få lejen nedsat i helt op til et år efter, at lejeaftalen er underskrevet.
Netop dette forhold har ligefrem fået nogle lejere til at spekulere i at få huslejen sat ned. Et eksempel fra det virkelige liv er: En lejer siger ja til en lejlighed. Derefter venter lejer næsten et år, der er fristen for at klage, og indbringer herefter sagen for huslejenævnet. Det er ikke rimeligt og slet ikke, hvis vi sammenligner med reglerne ved et boligkøb.
Et marked med mobilitet - tak
Huslejereguleringen har også en anden kedelig konsekvens. Lejeboligerne burde sikre den nødvendige mobilitet på boligmarkedet. Men de kunstigt lave huslejer gør de ældre lejeboliger så attraktive, at de udelukker boligsøgende, der gerne vil ind på udlejningsmarkedet, eksempelvis børnefamilier.
Socialminister Benedikte Kiær har i et debatindlæg oplyst, at hun vil forhandle med organisationerne om en regelforenkling af lejelovene. Jeg håber, at vi også snart får en moderne og retfærdig lejelov, når det gælder lejefastsættelse. Derved får vi et privat udlejningsmarked i balance, som vil gøre markedet mere åbent og dermed skabe større mobilitet blandt lejerne.
Vi er klar til at komme med konstruktive indspil i en forhandlingsrunde - navnlig med en minister for bordenden!
