EL: Blandede boligformer øger ligheden

DEBAT: Boligområder med blandede boligformer er vigtige at bevare, fordi de bl.a. øger ligheden i samfundet og forhindrer ghettodannelse, mener Søren Egge Rasmussen (EL), boligordfører.

Af Søren Egge Rasmussen (EL)
Boligordfører

Blandede boligformer, så vidt forskellige mennesker lever sammen, og fleksible boliger, som for eksempel midlertidige boliger til studerende. Det er afgørende værktøjer for at skabe et samfund med mere lighed og plads til forskellige mennesker.

Først og fremmest er områder med blandede boligformer vigtige, fordi de sikrer, at mennesker med forskellige indtægter kommer til at bo i det samme område, at deres børn mødes i daginstitutioner og folkeskole og måske går til de samme fritidstilbud i sportsklubber. Der er dele af den økonomiske elite i samfundet, som foretrækker at klumpe sig sammen i rigmandsghettoer med havudsigt og store dobbeltgarager. Den slags bør ikke være standarden i nye bydele.

Nødvendige redskaber
Derfor er den nye lov om 25 % almene boliger, som gør det muligt for kommuner at sikre almene boliger i nye lokalplaner, vigtig og bør videreføres. Den har allerede haft betydning for planlægningen, inden loven blev vedtaget. I Århus blev der indgået aftale om 15 % almene boliger i det nye boligområde, der snart opstår i Risskov, når Psykiatrisk Hospital rykker til Skejby.

Det er positivt, at pensionskasserne, som står for byggeriet, har valgt at give plads til en boligforening på den attraktive grund. I København er man også langt i planlægningen og realiseringen af flere almene boliger inden for de nye rammer.

Planlov og lokalplaner er nødvendige redskaber i skabelsen af nye bydele, og der er ingen grund til at kopiere fortidens fejltagelser. Derfor bør der ikke opføres flere tusinde almene boliger på samme tid og sted. Ligesom der ikke bør laves store monotone parcelhuskvarterer eller nye kvarterer udelukkende med ejerlejligheder.

Samfundets behov forandre sig
Samtidig har samfundet brug for større fleksibilitet, fordi samfundets behov hele tiden forandrer sig. Midlertidige boliger kan være en del af løsningen. I København og Århus er der konstant mangel på boliger til studerende. Forældres køb af små lejligheder har medført en skævhed, hvor studerende med forældre, som kan købe en bolig, får bedre mulighed for at gennemføre deres studier. Vi kan og skal sikre, at alle uanset økonomisk baggrund kan få sig en bolig i deres studieby.

I sidste uge besøgte jeg en udstilling med en bolig i en ombygget skibscontainer, som vil kunne bruges til nye midlertidige boligområder. Containerbyer kan relativt let flyttes og kan stables, så der kan opstå et godt miljø i en midlertidig bebyggelse. 

Københavns Kommune har tidligere undersøgt mulighederne for midlertidige ungdomsboliger. Nogle af de udfordringer, der viste sig, var blandt andet, at det ofte ikke er økonomisk relevant for investorerne at opføre midlertidige ungdomsboliger, medmindre der er tale om en længere årrække på 8-10 år.

Den nyeste opgave er flygtninge
Københavns Kommune har vedtaget et tillæg til kommuneplanen, så det bliver lettere at etablere kollegie- og ungdomsboliger. Ændringen giver bedre mulighed for ungdomsboliger ved at reducere krav til parkering og friarealer. En ændring af planloven, der gør det muligt at arbejde med midlertidighed og dermed tidsbegrænsede tilladelser vil også fremme fleksible løsninger. Det er der akut brug for til de mange studerende, der hvert år ved studiestart skal tilbringe månedsvis på venners sofaer eller i telte, indtil de endelig finder en bolig.

En af de nyeste opgave i boligpolitikken bliver at finde ordentlige boliger til de flygtninge, vi skal tage godt imod. Mange kommuner har erkendt, at med de nye urimeligt lave integrationsydelser skal der findes nye løsninger, for selv de billigste almene boliger er for dyre. Kommuner efterspørger i annoncer muligheder for privat indkvartering med lejekontrakt og adgang til køkken, bad og toilet. Det kan være en god løsning, som kan fremme integrationen og sikre et bedre liv både for flygtningene og dem, som åbner deres døre.

Forrige artikel Landsbyerne: Den lokale identitet trives igen Landsbyerne: Den lokale identitet trives igen Næste artikel R til Venstre: Hvad er alternativet til billig-boligloven? R til Venstre: Hvad er alternativet til billig-boligloven?