Ejendomsudvikler: Dyre unika-projekter er ikke vejen til bæredygtige bygninger

DEBAT: Den bæredygtige omstilling i byggeriet risikerer at blive stemplet som dyr og besværlig. Derfor må idéer om dyre og ikoniske grønne byggerier droppes og erstattes af økonomisk bæredygtige byggerier, så hele branchen kan være med, skriver Tony Christrup.

Af Tony Christrup
Direktør for Public Affairs og Market Relations i AG Gruppen

Bæredygtigt byggeri er blevet et buzzword i byggebranchen. Rådgivere, entreprenører og developere holder skåltaler om bæredygtigt byggeri i en sådan grad, at man næsten skulle tro, at alle nye ejendomme i Danmark er bæredygtige fra inderst til yderst.

Det er dog langtfra tilfældet. I 2018 udgjorde bæredygtigt byggeri kun 14 procent af den samlede byggesum, og selvom tallene stiger år for år, er vi stadig langtfra en bæredygtig byggebranche. Risikoen ved nye byggemetoder og manglende viden om bæredygtigt byggeri står stadig som en stor bremseklods for den grønne omstilling. 

I AG Gruppen har vi sammen med NREP og Lendager Group bygget smukke, moderne boliger i upcyclede materialer. Det har krævet mod, investeringsvillighed og en evne til at tænke nyt. Gennem hele projektet har vi været optagede af at skabe boliger, som kan holde gennem flere generationer og ikke går på kompromis med kvaliteten på trods af de upcyclede materialer. Består boligerne ikke generationstesten, dur de hverken som bæredygtigt byggeri eller som businesscase.

Orden i penalhuset
Det er vigtigt at have det lange perspektiv på, når du bygger bæredygtige boliger. De skal kunne stå i mange år, hvis de for alvor skal leve op til prædikatet bæredygtighed. Det kræver orden i penalhuset. Men det kræver også en udogmatisk tilgang til byggeprocesser og materialer.

Det kan sagtens være, at vores næste bæredygtige projekt ikke kommer til at være i upcyclede materialer. Det kan være, at vi skaber intelligente boliger, der hjælper beboerne til at holde strømforbruget nede. Eller vi bygger etageboliger i træ.

Det vigtigste er, at vi får tænkt os om og ikke skaber projekter, der bliver så komplicerede, at andre aktører løber skrigende væk. Så flytter vi ikke branchen.  

Boligministeren har i flere interviews åbnet op for at give plads til mere træbyggeri. Det kan jeg kun byde velkommen. Vi kan bygge meget mere med træ, end vi gør i dag. Det vil give os nogle betydelige CO2-besparelser, som vi har brug for i byggeriet. Men branchen skal være klar til at favne materialet.

Vi skal have uddannelser i træbyggeri, så vi undgår nogle af de begynderfejl, vi har set med krydslamineret træ (CLT). Vi skal stå sammen som branche og anskaffe os den viden, der er nødvendig for at gøre træbyggeriet til en succes. Ellers får træbyggeriet en meget kort levetid i branchen, og så er vi lige vidt.

Dyre og ikoniske projekter er ikke vejen frem
I Danmark har vi bygget mange smukke, ikoniske bygninger de sidste 20 år. De har sat Danmark på verdenskortet og givet os et internationalt ry. Det kan være fristende at gå samme vej, når det gælder det bæredygtige byggeri og skabe ikoniske grønne projekter. Men dyre unika-projekter er ikke vejen frem.

Vi må skabe økonomisk bæredygtige projekter, hvis vi skal få hele branchen med på vognen. Ellers risikerer vi, at bæredygtigt byggeri bliver stemplet som besværligt og dyrt. På samme måde skal vi have blik for den sociale bæredygtighed, så vi skaber bygninger, der fremmer fællesskabet og får lov til at stå i mange generationer.

Op imod 40 procent af verdens CO2-udledning kommer fra byggebranchen. Får vi taget fat på den grønne omstilling i byggeriet, vil det have en markant effekt globalt og nationalt.

På den baggrund vil jeg gerne byde klimaministeren og boligministeren på en kop kaffe, så de blive klogere på, hvordan bygge- og ejendomsbranchen kan bidrage positivt til den grønne omstilling. For boligpolitik er også klimapolitik.

Forrige artikel DGI: Plads til fælles aktiviteter glemmes i planlægning af blandede boligområder DGI: Plads til fælles aktiviteter glemmes i planlægning af blandede boligområder Næste artikel Ejendom Danmark: Fremtidssikring af København skal ske med ejendomsejere Ejendom Danmark: Fremtidssikring af København skal ske med ejendomsejere