Egander Skov: Sprudlende bog beskriver, hvordan provinsen blev til udkant

 

Danmark er ikke blevet større, men der er blevet længere mellem os. Det er i hvert fald mit indtryk efter i nogle år at have fulgt debatten om den geografiske skævhed, der med accelererende kraft sætter sit præg på Danmark i disse år.

Måske har den øgede afstand endda gjort Danmark mindre?

Vi forskanser os i vores egne aflukker. Vores omgivelser skal helst være spejlbilleder af os selv. Højtuddannede med højtuddannede. Velstående med velstående. Resten med resten.

Denne bevægelse, som forfatteren Lars Olsen har kaldt "den store klasseadskillelse", er en drivkraft bag vor tids afgørende konfliktlinje mellem "elite" og "folk". Det handler om centrum mod periferi ikke blot, men også i geografisk forstand.

I anledning af festivalen Golden Days har litteraten Johs. Nørregaard Frandsen udgivet den veloplagte bog ‘Hvor ligger provinsen’. Her kommer vi bagom centrum-periferi-distinktionen og langt ned i dens kulturhistoriske forudsætninger.

Det er en god bog, en optimistisk bog. Også en lidt sludrevorn bog – men i sidste ende en bog, man både bliver godt underholdt af og klogere, når Nørregaard Frandsen gavmildt øser af sin enorme og altid velformidlede viden om hver afkrog af dansk kultur- og litteraturhistories forbindelse til hver afkrog af vort stadig mindre fædreland.

Et spor i den sprudlende bog er altså det historiske. Så lad os da begynde der. Det ligger i selve begrebet provinsen, at den er anskuet udefra. Sådan var det helt tilbage i det gamle Rom, hvorfra vi har neglet ordet. Provincia hed det. Nu har der selvfølgelig boet mennesker derude i provinsen længe, men de levede jo bare deres liv, og det var der ikke rigtig nogen, der gik synderligt op i.

I slutningen af 1700-tallet blev provinsen og dets landskab opdaget af adel og borgerskab som værdifulde rum, der havde med dannelse at gøre. Dermed var kimen lagt.

Romantikken gjorde efterfølgende provinsen til et landskab præget af en oprindelighed, der stod i modsætning til Københavns kolerasumpe. Der boede stadig mennesker i provinsen. For guldaldermalerne var de en del af landskabet.

Allermest oprindeligt og autentisk var naturligvis de fjerne og utilgængelige egne af Jylland. Heden ikke mindst, som Blicher skildrede med dens sammenrend af tatere, natmænd og uendelige vidder af lyng.

Her var provinsen ikke blot idyllisk som de østvendte bøgeskoves bakkedale, men også overvældende og ja, eksotisk. "Opdagelsen af Jylland", har historikeren Steen Bo Frandsen talt om i en bog af samme navn. Provinsen som en indre eksotisk andethed.

I alle tilfælde blev provinsen eller periferien defineret som et rum, hvis betydning blev fastlagt i relationen til centret. Det gjaldt for så vidt også, da højskolebevægelsen for første gang gav provinsen sin egen stemme.

Det stadig mere fintmaskede net af højskoler skabte ikke blot folk ud af almue, det injicerede også "folkelighed" med alle dets rodfæstede konnotationer som en central komponent i vores forestilling om danskhed.

Den folkelig vækkelse var trods enhver forestilling om kraften i det uspolerede, netop et udslag af modernisering. Derfor opstod der også en – så vidt jeg kan se stadig uforløst – strid om moderniseringens relation til det provinsielle.

Bønderne og deres gårde var omdrejningspunkter for en verden, der ikke var defineret udefra, men med hele den selvbevidsthed, som den folkelige vækkelse havde pustet ind i den gamle almue, så gården som centrum. Her var ikke tale om periferi.

Samtidig forandrede landbrugets selvbevidste kraft og virketrang landskaberne. Hedeselskabet opdyrkede jo heden. Det er en anden måde at sige på, at Hedeselskabet udryddede heden. Det var, hævdede digteren Jeppe Aakjær, et "Øbo-ideal" der trængte ind i Jylland.

Modernisering gør provinsen synlig, men ophæver den i samme ombæring. Den historie kender vi i øvrigt også fra det vilde vesten ovre i Amerika.

Dette selvbevidste landbosamfund kulminerede i 1950’erne. Forsamlingshuset, der dannede rammen om livets højdepunkter og alt mulig andet, var det symbolske centrum.

Herefter afviklede det sig selv. Bevægelsen fra land til by er en fortrængt folkevandring i nyere dansk historie. Det voldsomste dette land, nogensinde har oplevet og dog næsten usynlig for vores bevidsthed, naturaliseret som et led i slægtens opstigen: Bedsteforældre var landbrugere. Forældre arbejdede i produktion. Børnene er akademikere.

Der gik én mand til to heste, skrev digteren Knud Sørensen i 1978: "183.000 traktorer gjorde – sammen med anden mekanik, drifts omlægninger m.v. – 295.000 mand og 570.000 heste overflødige."

Ud af folkevandringen opstod nye provinser. Landet blev ladt tilbage og er blevet udkant (selvom Nørregaard Frandsen ikke bryder sig om ordet). Det nye provinsielle er forstaden med dets parcelhusbyggeri. Engang alles dræ. I dag ingens. Men stadig vældig praktisk, når man har børn.

Bogens store kvalitet er mindre dens analyse af vor tids brydninger mellem centrum og periferi. Det er indføringen i de kulturhistoriske lag, der drager ved "Hvor ligger provinsen". Det ligger næsten i sagens natur, at denne aldrig kan andet end skrabe i overfladen af den aktuelle debat.

Her bliver det også et problem, at Hvor ligger provinsen trods ansatser til det modsatte ender med at reducere strukturudviklinger som en art bagtæppe for den egentlige historie, som er en omtydning af provinsen til udkantsdanmark.

For hvor ligger provinsen? Ja, den ligger i os selv. Den er en forestilling, vi bærer rundt på. Og ja, det er det givetvis også, og den erkendelse er både vigtig, rigtig og særdeles tankevækkende. Men lad os alligevel vende skråen en stund.

Konsekvensen af den idé bliver, at en væsentlig rod til udkantens problemer ligger i vores begrebsliggørelse af den som udkant. Kunne vi dog bare tale anderledes om det, så ville alt være bedre. Ak, så god er verden næppe.