Den almene sektor som vækstmotor

DEBAT: Der er et uforløst vækstpotentiale i de almene boligbyggerier. Derfor burde regeringen have tænkt den almene sektor ind i sin vækstplan. Det skriver Kristian Würtz, rådmand, Teknik og Miljø, Aarhus Kommune.

Af Kristian Würtz

Rådmand, Teknik og Miljø, Aarhus Kommune

 

Gennem de seneste måneder har vi her på Altinget.dk debatteret den almene sektor.

Der er blevet skrevet blandt andet om den almene sektors dårlige ry og dens udfordringer, og vigtigheden af at få fortalt de gode historier om de almene boliger er også blevet nævnt flere gange.

 

Som jeg har nævnt i et af mine tidligere indlæg, bruger vi i Aarhus aktivt de almene boliger i vores byplanlægning. Det gælder både, når vi bygger nyt, hvor vi planlægger efter, at Aarhus skal være en mangfoldig by, hvor vi har plads til alle, og at det skal være en by, hvor alle kan finde en bolig, som de har råd til.

 

Den almene sektor kan øge beskæftigelsen
De almene boliger har ikke kun en positiv effekt i kvarterene. Byggerierne af de almene boliger bidrager til at øge beskæftigelsen og dermed væksten i samfundet. Derfor kan det ærgre mig, at regeringen i dens nyligt fremlagte vækstpakke ikke har taget byggeri og renovering af de almene boliger med som et af de redskaber, som man vil anvende til at øge væksten.

 

Regeringen har ellers tidligere slået fast, at renoveringer i den almene sektor har en stærk og positiv effekt på jobskabelsen. Det skete, da regeringen som en del af Vækstplan DK forhøjede Landsbyggefondens renoveringsramme med fire milliarder kroner. Ifølge beregninger ville forhøjelsen på de fire mia. kr. betyde omkring 3.500 ekstra job i en byggebranche, som dengang som nu lider af efterveerne efter den økonomiske krise. Det siger sig selv, at 3.500 ekstra job vil være en god motor i arbejdet for at få gang i væksten både i samfundet generelt og i byggebranchen i særdeleshed.

 

Tallene taler deres tydelige sprog. Den almene sektor er et godt sted at sætte ind, når der skal pustes yderligere liv i væksten. Derfor forspilder regeringen en gylden mulighed, når renoveringer og nybyggeri i den almene sektor ikke indgår som et element i en ellers ambitiøs vækstpakke.

 

Vækstmuligheder i rennovering
Et oplagt sted at skabe vækst ville være ved at iværksætte en gennemgribende energirenovering af de almene boliger. Mange af dem fremstår umiddelbart i fin stand, men da et stort antal er bygget i 60’erne og 70’erne, lever de ikke op til nutidens energikrav. Det vil derfor være oplagt at tænke i at fremtidssikre dem, også når det handler om energikravene. Udskiftning af vinduer og døre samt bedre isolering er nogle af de oplagte steder at sætte ind i første omgang.

 

I Aarhus har vi sat 450 millioner kr. af til at energirenovere ca. 900.000 kommunale kvadratmeter, som tæller alt fra administrationsbygninger til skoler og børnehaver. I første omgang betyder det et lavere energiforbrug og dermed en markant reduktion i CO2- udledningen fra de kommunale bygninger. Men det er klart, at det ikke blot er klimaet, som vinder. Væksten vinder også, for der bliver behov for flere hænder, når så mange kvadratmeter skal energirenoveres. Vi regner med, at der bliver tale om op mod 300 job i alt.

 

For øjeblikket giver lovgivningen ikke mulighed for, at de almene boliger kan energirenoveres, men det er oplagt at ændre lovgivningen, så det bliver muligt, lige som det er et oplagt sted at rette blikket mod, når der skal skabes vækst.

Forrige artikel Arkitektforeningen: Nedrivning hjælper i udsatte områder Arkitektforeningen: Nedrivning hjælper i udsatte områder Næste artikel Fundamentet bygger også på almene boliger Fundamentet bygger også på almene boliger