Carsten Hansen vil tvangsudsættelser til livs

DEBAT: Boligminister Carsten Hansen (S) har et klart mål om færre tvangsudsættelser. Derfor igangsætter regeringen nu fire initiativer, der skal sætte en stopper for, at lejere bliver smidt på gaden.

Af Carsten Hansen
Boligminister, Socialdemokraterne

Vi kender historierne fra pressen: Familier, der bliver sat ud af deres lejlighed af fogeden på grund af rod i økonomien. Enlige mænd, der drikker kontanthjælpen op. Psykisk syge, der ryger ud på grund af en kaotisk tilværelse. Sidste år skete det 4.500 gange. Det var kulminationen på en 10-årig periode under VKO, hvor antallet af tvangsudsættelser steg år for år.

Regeringen havde fra dag et af et mål om, at tallet for tvangsudsættelser skulle ned. Ikke for at få pænere tal, ikke for at kunne klappe os selv på skulderen, men fordi vi simpelthen ikke kunne lade stå til, mens børnefamilier og andre lejere fik revet deres dagligdag og rammerne for deres liv i stykker.

Tvangsudsættelser dykker 20 procent
I modsætning til den borgerlige, liberale regering mener vi socialdemokrater ikke, at folk bare må tage sig sammen. Folk har selv et ansvar – ja, men som samfund har vi et lige så stort ansvar for ikke bare at hjælpe, når alt er gået galt, men at hjælpe før.

Det første, vi gjorde, var derfor at afskaffe de såkaldte fattigdomsydelser. Væk med kontanthjælpsloftet, starthjælpen og 225-timersreglen og tilbage til en harmoniseret kontanthjælp på et acceptabelt niveau.

Det initiativ har sammen med yderst professionel gældsrådgivning fra boligselskabernes side været en meget vigtig årsag til, at antallet af tvangsudsættelser er faldet for første gang i 10 år. Antallet i første halvår af 2012 var nemlig cirka 20 procent lavere end antallet i første halvår af 2011. Det er godt, men det er ikke nok. Vi skal gøre endnu mere for at forebygge tvangsudsættelser. Og det gør vi.

Fire initiativer
For det første har vi ændret reglerne, så lejerne skal betale huslejen den dag, hvor kontanthjælpen, førtidspensionen eller anden offentlig forsørgelse kommer til udbetaling. Umiddelbart et lille forslag, men det vil få stor betydning for de lejere, der på nuværende tidspunkt når at bruge pengene, inden huslejen er betalt. 

For det andet har vi i regi af satspuljeforhandlingerne sikret yderligere 40 millioner kroner til gældsrådgivning. Jeg vil i den forbindelse godt kvittere for, at satspuljepartierne har fokus på de lejere, der har det økonomisk vanskeligt. Og gældsrådgivning er en rigtig prioritering, for det virker nemlig, når en gældsrådgiver banker på døren og hjælper familierne til at få overblik over deres økonomi.

For det tredje har regeringen sammen med Enhedslisten sikret, at kommunen får besked, når boligselskabet sender den første rykker til lejeren. Det er en væsentlig forbedring i forhold til de nuværende regler, hvor kommunen først får besked, når sagen går til fogedretten. Med de nye regler kan kommunen med andre ord komme på banen, før det går helt galt.

For det fjerde – men ikke mindst – får kommunen også en helt ny mulighed for at betale den enkelte lejers husleje i en kort periode. Det giver mulighed for at få styr på den enkeltes økonomi, og det er et redskab, der har været stærkt efterspurgt af mange kommunalfolk. Både fordi det ofte er det rigtige at gøre for familien, der står til at blive sat på gaden, men også fordi der simpelthen er god økonomi i at forhindre en social katastrofe.

Vi skal gå langt i kampen for, at folk ikke bliver smidt ud af deres lejlighed, selvom de er i en svær fase af deres liv. Det gælder ikke mindst børnefamilierne.

Forrige artikel  BoligJob-ordning vil skabe 6.000 job BoligJob-ordning vil skabe 6.000 job Næste artikel V: Regeringen svigter landdistrikterne V: Regeringen svigter landdistrikterne